Naivitet

Køber en notesbog, helt ny, frisk, ubrugt. Skriver hurtigt et ord på første side. Hurtigt, hurtigere, færdig! En overskrift, en guideline, et emne, som siderne skal fyldes med. Ord oppe og ord nede, vævet ind og ud af hinanden som fantastiske stjernekonstellationer på grænsen til det ydre rum, det umulige, det ufattelige. ’Inspiration’. Siderne kigger desperat op på mig, tomme, afventende. Hvad venter du på, tænker de. Griber blyanten. Stiften knækker. Spids, spidse, spidser. Griber blyanten igen, viljefast, rank i ryggen. Tomhed. Kalder på mine tanker. Hallo? Er der nogen hjemme? Intet. Spindelvæv og tomme arkivreoler. Angst. Tyer til den gamle metode, at grave i gamle noter, hengemte, værdsatte. Graver, graver, graver. Iturevne papirlapper, slidte essays, tegninger, ord, mønstre. Pludselig stirrer en titel gennemtrængende op på mig. Tørster efter min opmærksomhed, higer, sukker efter mit blik. ’Patienten’. Syg, værre, død. Tager siderne op. Vejer dem i hånden. Læser. Læser og husker. Læser videre, ivrigt, grådigt. Sluger hvert ord som var det en livsnødvendighed. Støvsuger teksten for ord, for mening, for liv. Hæfter mig ved slutningen. Læser den igen. Stopper. Stirrer på det sidste punktum. Læser den igen, en, to tredje gang. Kigger op.

Så græder jeg.

      »Selv ikke, at jeg nu ikke har mit eget hoved mere, men hovedet af en anden, som døde uhelbredeligt under den sidste krig, hvorefter det blev givet mig, fordi jeg var et sjældent tilfælde og lægekunsten ønskede at fejre en triumf. Jeg ved ikke, hvorledes det gik til, for jeg var borte i mange måneder, og selv om jeg havde villet ‑ men det havde jeg ikke villet ‑ havde jeg ikke kunnet protestere. Da jeg fik det at vide, fandt jeg, at alt var i orden, og næsten ved det gamle. Men én ting er, hvorledes et menneske føler det, et andet er, hvorledes tingene faktisk hænger sammen; så vidt er jeg kommet i mine overvejelser. Jeg beundrer lægekunsten, jeg er den dybt taknemlig, den skylder jeg mit liv og mit velvære, men den kan ikke svare på, om de tanker jeg tænker stadigvæk er mine, eller om de er min formands, og om det for eksempel er muligt for mig at huske alle de tanker, som han har tænkt. Jeg tror det ikke mere, for jeg har prøvet af al min kraft. Jeg husker stadigvæk kun mine egne erindringer, tænker stadigvæk kun mine egne tanker, og skønt intet af mit legeme er mit, tænker jeg på det som en ejendel, der umisteligt er min. Hvorledes er dette muligt, når intet er mit; medmindre jeg selv er et andet usynligt legeme omkring legemet, eller som en usynlig mund, hvor mit syge, rådne legeme blot sidder som en dårlig tand?

     Lægerne har sagt, at jeg i virkeligheden har et jernhelbred, og jeg giver dem ret. Jeg er ukueligt sund, svækkelsen har kun ramt et lille bitte sted. Når jeg engang er gnavet væk og kastet bort, skal jeg stadig være til stede. »Kan du kende mig,« siger jeg hver dag til min hustru, når hun kommer. »Ja, det kan jeg da,« svarer hun og stryger mig over håret. »Elsker du mig,« hvisker jeg, for jeg vil gerne vide det hver dag. »Jeg elsker dig mere end nogen sinde, « siger hun mildt hver dag. »Men du kan ikke se mig,« siger jeg så højt stemmen kan bære mig. »Jo,« siger hun. »Nej, ikke rigtigt,« siger jeg, »det kan du ikke forstå. Jeg er større, end du tror, hvad du kan se, er slet ikke mig«. »Åh jo, « græder hun, »det er dig. Det er dig.« »Så lad det være mig,« siger jeg. Hver dag.«

Tiden går

Tiden går stærkt.

Man kan vægte tid i penge, lykke, sorg, osv. Men nogle gange er tiden bare tid. Det sidste halve år har tiden for mig været noget som ikke kunne gå stærkt nok, og nu når jeg snart er ved enden, vi er ved enden af dette skoleår. Og nu kan jeg kun spørge mig selv om det gik for stærkt, nogle gange føler jeg at alt går utroligt langsomt, men når jeg kigger tilbage opdager jeg at tiden bare smuttede ud af mine hænder.

Jeg ville ønske at jeg havde haft mere tid med jer for intet kan blive det samme igen, og nu når jeg forlader jer, kan jeg kun savne det som gjorde og gør vores klasse et fantastisk sted at befinde sig i. Jeg ville ønske at jeg kunne dele det sidste år med jer, og jeg er sikker på at blive skide ked af det når jeg ved at I fortsætter uden mig. I har stadig så meget at opleve sammen, men jeg vil prøve at se tilbage på jer med glæden om at jeg var en del af det engang. Og jeg vil ikke ønske at det skulle have været på en anden måde.

Men det er løgn, for lige nu er der intet andet jeg hellere vil, end at tilbringe det sidste år sammen med jer. At færdiggøre 3.g står utrolig højt på min ønskeliste, men at række ud efter noget jeg ikke kan få virker også meningsløst.

Det er som at lette fra reden med brækkede vinger, for jeg kan ikke tage jer med hvor jeg skal hen, og forhåbentlig vil jeg have nået at finde en nødplan inden jeg lander på jorden igen.

Men her på det sidste har jeg indset, at det måske ikke er så slemt at lade tiden løbe fra en. For i enden så er tiden brugt men ikke spildt.

I alt tak, jeg håber ikke at I kommer til at savne mig lige så meget som jeg kommer til at savne jer, men jeg håber nu at I vil savne mig bare en lille smule.

Måske ses vi snart og måske er det her sidste gang, i det tilfælde så er der ikke så meget at gøre ved det, andet end at værdsætte den tid vi har delt. Men husk at lev, for det vil jeg i hvert fald prøve på.

Et mere eller mindre kliche farvel herfra.

Ps. jeg håber at blive inviteret til den næste julefrokost!

Idéer i mit tankespind

Idéer roder i mit hoved
Kan ikke se klart jeg ved at blive blind
Jeg næsten mister modet
Da endnu en idé flyver forbi mit sind

Idéerne fylder helt ned til min tud

Mit hoved bobler og koger
De maser ihærdigt for at snige sig ud
Men de kommer kun i klatter og tåger

Idéerne sejler rundt

Det er umulige at få dem talt
jeg ved godt at døde idéer gør ondt
Men de levende opvejer alt

Idéerne falder langsomt til ro
Efter alt det spektakel de synger i kor
Det er næsten umuligt at tro
De nu ligger på papiret gemt i ord.

Sofia Graversen

Refleksion over debat

Det er ikke svært at skabe debat. Det kan gøres blot ved at udtrykke sin holdning til noget. Deraf kan der komme andre subjektive holdninger frem i lyset, og alle har argumenter til at forsvare deres holdning. Det kan være alt fra om Danmark skal være en del af EU eller ej, til hvilken vej toiletrullen skal sidde.

Den seneste større debat her i landet, har nok været filmen Voteman fra Folketinget. Der debatteres heftigt om hvorvidt filmen var for grov og nedladende vs. om den var god, da den netop skabte debat og fik folk til at reagere på hvad de så. Det er to forskellige meninger så langt væk de overhovedet kan komme fra hinanden. Og fra begge sider er der gode argumenter, så total enighed om den ene eller anden holdning er nok nærmest umulig at opnå. Når debatten omkring Voteman engang er slut, hvis den slutter, er der altid noget andet at debattere. Oplagt er der den med valget d. 25 maj, om Danmark skal være en del af EU eller ej. Igen er der folk som klart stemmer ja for et Danmark blandt EU, og den anden side med folk der stemmer nej til et Danmark i EU. Der opstår hurtigt konflikter, og måske endda demonstrationer, som igen fører til debat.

Om man har den ene eller anden holdning til et emne, påvirkes nok til dels af udefra kommende holdninger, og folks argumenter for hvorfor de netop har den holdning. Det kan være med til at man selv ændrer holdning, og dermed ”skifter side”, og måske er man den ene person der ændrer noget i samfundet. Eller på badeværelset, om man vil. Så debat kan altså resultere i at man får gennemført noget man gerne vil, eller blot får sin vilje. Voteman var for grov. Et mislykket forsøg på at appellere til de unge, dog alt for offensivt, nærmest truende – men det er jo til debat.

Bo Emil Andersen, 2.a

Et lille barn

”Stille, stille, stille nu står solen op, nattens trolde er forsvundet. Den sidste fløj bort i en kaffekop og bli’r nok aldrig fundet.

Åh jeg kigger på stjernerne og drømmer mig langt ud i det blå…”

En gammel drøm om trolde, vækker mit indre barn, har du været væk? Du gemmer dig fra mørket, indtil sol’ står op

Stille, stille, stille nu står solen op.

Hvor er du henne nu? Er du stadig hos mig? Jeg får kun dig at se, når voksne bli’r for meget. En gammel sang dig vækker, fra dit sovekammer.

Jeg kigger på stjernerne og drømmer mig langt ud i det blå.

Jeg har dig stadig hos mig, for evigt jeg dig gemmer. Måske en dag du mig forlader? Jeg savner dig, alting var så nemt. Nu en masse pligter, smilet svinder. Finder ny glæde, men aldrig det samme.

Mit hjerte længtes efter nemmere dage - hvor blev de mon af? Jeg ved jo godt at vi den vej skal gå… Du står stille, bliver mørkegrå. Alene jeg skal gå, mod mit voksne jeg.

Mine øjne glider stille i, mindet om dig, der evigt varer ved. Du er hos mig i drømmen, klar og lys. Et lille barn med dig jeg altid er.

”Stille, stille, stille nu står solen op, nattens trolde er forsvundet. Den sidste fløj bort i en kaffekop og bli’r nok aldrig fundet.

Åh jeg kigger på stjernerne og drømmer mig langt ud i det blå…”

En verden til forskel

I min natbordsskuffe ligger fire stykker fint sammenfoldet papir. Jeg holder af at finde disse papirer frem en gang imellem, når verden bliver for lille og mine små problemer for store. De minder mig om alt det, der stadig er at gøre og ændre i denne verden. Og de minder mig ikke mindst om alt det, jeg gerne selv vil gøre.

De omtalte papirer er egentligt bare et tarveligt udprint af en dog alt andet end tarvelig tale - en tale, der berørte mig dybt første gang, jeg hørte den. Talen i min natbordsskuffe er skrevet af den pakistanske pige Malala, som hun afholdt under FN´s generalforsamling i New York - på det tidspunkt var Malala 16 år. Til jer der muligvis ikke kender historien om Malala, kommer her en lille opsummering af hendes historie.

I 2009 tog Taliban magten i Swat-dalen i Pakistan, hvor Malala og hendes familie boede. Tirsdag d. 9. Oktober 2012, da Malala var 15 år gammel, var hun nær ved at betale den højeste pris for at sige sin mening. Malala kæmpede nemlig indædt for sin ret til uddannelse til trods for, at hun var en pige. Men for dette blev hun forsøgt dræbt af Taliban ved et skud gennem hovedet.

For mig repræsenterer Malala meget af det, jeg beundrer allermest, lige som at de ting hun kæmper for, ligger mig nær. Historien om hende sætter fokus på tre forhold, som for mig at se er værd at kæmpe for og for Malala værd at dø for. Nemlig, retten til uddannelse, uanset køn. En ret som Taliban bl.a. ved mordforsøget på Malala og andre piger og kvinder forsøger at knægte. Med religion som begrundelse.

Siden jeg var … år gammel har jeg fulgt interesseret med i stort set alle nationale og internationale nyheder og problemstillinger. Da jeg fyldte femten år fik jeg, efter ønske, mit første avisabonnement og antallet af missede 21:30 TV – aviser de sidste mange år er forsvindende lille. Jeg vil altså på mange måder hævde, at jeg har forsøgt at være en nysgerrig og også holdningsbevidst samfundsborger.  Men det alene gør jo ingen forskel….. Det er mennesker som Malala, der gør en forskel – mennesker som ikke blot forholder sig til sin omverden men aktiv tager del i kampen om at forandre sin omverden.

Men hvad gør man, når man er så pokkers heldig at være født i et land med så få virkelige problemer? Men samtidig føler, at man har holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert og tillige føler et vist ansvar ift. at gøre bare en lille positiv forskel i denne verden? Jeg ved det ikke! Men jeg ved, at jeg ikke ejer modet til fx at trodse Taliban.   

Så jeg drømmer videre,  læser videre, ser videre og gør ingen nævneværdig forskel – endnu.      

Klokken er blevet 2

Klokken er blevet 2.. altså 2 om natten..

Og på det her tidspunkt fandt jeg endelig noget at skrive om..

Alle har skrevet et super godt blogindlæg.. men… For at kunne skrive det bedste indlæg, så er man nød til at være i et godt selskab, lige præcis som jeg er her og nu.

Nå.. lad os starte…

Jeg er sammen med bedste venner fra Nyråd, det er påskeferie, og hvad skal man lave? Der er så mange muligheder, men det handler om at vælge den rigtige…

Jeg sidder med en gøg i munden, musikken spiller med, Taylor Swift, du ved 22.. Normalt plejer den musik ikke rigtig at sige mig noget, men stemningen er der, så hvad’ fanden.

Nikoline tænder en cigar, jeg smager, den smager faktisk godt, hver gang jeg smager på en cigar, så smager den altid af gamle sure sokker, og en snert morfars æld gamle skrivebord.. Men det handler om at være i nuet.. Og derfor smager jeg.

Og jeg fik en fantastisk følelse i fredags… en følelse af en person der endelig kunne lide en, på den måde man egentlig rigtig er.. Og ja.. det er surrealistisk at sige, men sådan var det bare. Jeg er nu i engang med at drikke nummer et, to eller var det tredje glas whisky? Jeg husker det ikke, men hvad betyder det, så længe det retoriske oppe i ens hjerne stadig virker, så det bare med at komme i gang.

Cigaretten askes.. og jeg tager en tår af Carlsberg øllen.. Så mange følelser, smage og oplevelser på en gang.. Det er svært at skrive dem alle sammen ned, men jeg prøver…

Jeg fandt egentlig også ud af at jeg går i verdens bedste klasse, folk med forskellige holdninger, nogle er kloge, nogle er knap så kloge, men det fællesskab vi har, det er der sgu ingen klasse der slår. Også fordi at

Nå.. Carlsbergen er snart tom, jeg åbner en ny.. Fordi jeg har lyst.. og fordi det er det rette af gøre..
Og det kan godt være at dette blogindlæg ikke giver mening, men hvem sagde det skulle gøre det? Jeg skriver bare hvad jeg føler, og prøver at leve i nuet, fordi jeg synes det er så fandens vigtig at gøre det.

Skål.. Og god påske!

MJ

Giv mig lidt medlidenhed

Når jeg er syg eller har tømmermænd bliver jeg til et ynkeligt menneske. Så vil jeg bare ligge på sofaen og have min mor til at være hos mig. Selvom hun til tider driller mig med, at jeg bliver mande-syg (et udtryk min mor har opfundet, når man har det rigtigt skidt, så bliver man lige så ynkelig som mænd når de er syge), så giver hun mig altid den medlidenhed jeg mangler. Derfor er det rigtig trist, når der sker noget og mor ikke er der.

En af de værste gange uden min mor var i efteråret, da jeg var i Frankrig med de andre der har fransk. Vi skulle ud og rafte i kajak og vi fik af vide, at man nemt kunne vælte ud. Vi var pakket godt ind med redningsveste og hjelme. Det gik ikke synderlig godt, da jeg ikke kunne finde ud af komme frem og hele tiden var flere meter bag resten. Da vi kom frem til, hvor vi skulle rafte syntes jeg, at jeg havde meget godt styr på det, da jeg kun havde væltet en enkelt gang. Det gik godt lige indtil, at jeg væltede igen. Først ramte jeg hovedet mod en sten men kom dog op igen og hev voldsomt efter vejret. Men det var lidt svært, for næsen var fyldt med vand og redningsvesten strammede om brystet, så jeg kunne ikke trække vejret dybt ned. I mens råbte nogen af franskmændene til mig på engelsk, at jeg skulle prøve at komme ind til siden. Men strømmen var ret stærk så endte med at flyde med, med benene der ramte bunden der hvor der ikke var dybt. Til sidst kom jeg ind til siden, hvor turen endte. Halvdelen af turen havde jeg flydt rundt midt i det hele. Jeg kravlede op, dryppende, med forslåede ben og på grådens rand. Jeg åbnede min redningsvest for at få luft og så mig omkring, der var ikke nogen danskere, kun et par franskmænd der var ved gå tilbage med deres kajakker.

Der var ingen kære mor, ingen medlidenhed, ingen kærlighed. Kun et par franskmænd der syntes jeg skulle tage mig sammen, så det blev jeg nødt til. Det var en bid af den verden der venter mig når jeg ikke længere bor hjemme og ikke har min mor til at pusle om mig. Det var måske i virkeligheden nok sundt. Selvom jeg i den situation godt ville have haft bare lidt medlidenhed. Bare en lille-bitte smule.

Blogindlæg

Hmm næsten færdigskraldet. Imens ens fingre er udmattede og smurt ind i saften fra appelsinen, kommer jeg til at tænke på, hvad jeg skal stille op med den, når den er færdigskraldet. For ligemeget hvordan denne appelsin skal åbnes, så jeg kan begynde at spise af den, kommer det til at dryppe med saft. Men jeg elsker jo appelsiner, og vil virkelig gerne spise dem,  men forarbejdet er altid afmagtende. Først er den helt kuglerund og orange, og fyldt med skrald. Faktisk ville det være meget lettere bare at tage et æble. Men alligevel vælger jeg appelsinen, og tager kampen op, selvom det ser uoverskueligt ud. Så hvordan formår jeg at undgå et virvar af appelsinskralder når jeg endelig er over halvvejs? Jeg kunne jo splitte den oppe fra oven så den delte sig på midten. Men det vil sikkert også dryppe, for der er meget skrald foroven. Jeg kunne også skille den mellem stykkerne, men det plejer jeg ikke at gøre, så her ved jeg ikke hvordan det vil ende. Det kan gå begge veje. Det kan det med de to muligheder jeg har her. Der er sikkert mange flere muligheder end disse, men de har ikke været til overvejelse endnu. IIhh hvor er den irriterende den appelsinskrald, og super bitter. Men sandheden er jo, at en appelsin uden skrald ville være helt vildt tør og helt vildt kedelig. Men jeg håber. Og måske havde appelsiner slet ikke smagt så godt, hvis der ikke var noget skrald, for forventningens glade er altid den største. Efter alt for mange tanker om hvordan denne appelsin skal åbnes, er jeg stadig næsten 4/6 dele færdig med at skralde den før jeg endelig kan begynde at spise den.  Samtidig aner jeg ikke hvordan den kommer til at smage, jeg ved bare at de gode smager helt vildt godt. Men der er et stykke vej endnu, et år og 2 måneder ca.

GOLF

Rolf er ren
Golf er sagen
Jeg har en plan
Om at bruge hele dagen
På slå over bolde over en ban'
Det med golf det kan jeg li
Den nye tiger jeg ikke kan bli
Jeg slår huller i luften som var det en si
Just som min ven han gik forbi
Han synes jeg er lidt af en nat
For ingen tænder han nu har
Han kommer sku nok heller ikke til at blive far
Jeg skød hans bolde langt væk herfra
Så nu skylder jeg forsikringpenge
Sikke noget lort

MIN FØRSTE DIGTSAMLING

Morgen på Roskilde Festival:
Mågernes jammer
Varmen er ubarmhjertig
Teltet åbnes, øl

Formiddag på Roskilde Festival:
Øl øl øl øl øl
Min klapstol falder sammen
Jeg sidder fint her

Eftermiddag på Roskilde Festival:
Toilettets dunst
Nøgen mand i indkøbsvogn
Flere nachos, tak

Aften på Roskilde Festival:
Solen står lavt nu
Skulle man aldrig ha en øl
Orange scene

Nat på Roskilde Festival:
Slørede knæklys
Kan ikke finde venner
Burde sove, øl

Balancegang

Tvivl

T - V - I - V - L

 
Tager livet af mig

Viljen… Hvis bare den var fast

Intethed. Som et kæmpe tomrum der fylder mit sind

Vished.   Det skal nok gå. Som en sut hos et barn; der man søger tryghed

Løgne. Løgn eller loyalitet? - To modsætninger som aldrig vil mødes

 

Sjælevarmende skønne solstråler skinner som smaragder, smelter sne, smelter slud samt smerten i dit sind. Sender smil, sender sundhed som spredes som ringe i vandet.

 

V - A - R - M - E
 

Venskab, som en del af livets vals

Arme omkring dig når det hele falder sammen

Retter ryggen og rejser

Mod glæde og lys

Erstatter din tvivl, bare en stund

Varme

Natten

Det var en mørk forårsaften i skoven, vinden var hård og kølig med tegn til storm. Jeg var på vej hjem til mig selv efter en lang gåtur i skoven. Huset, jeg boede i, var ikke noget almindeligt hus, det var gammelt, så gammelt at der var en gamle fastnet telefoner fra 1900-tallet på hver etage og det var et hus der var så stort, at end ikke jeg, som havde boet der i gud ved hvor mange år, havde været i alle rum. Huset lå mile væk fra alting, midt ude i skoven hvor end ikke solens stråler kunne gennemtrænge trækronernes skjold af blade. Jeg åbnede døren, smed mine sko hen i det sædvanelige hjørne og løb op på tredje sal for at hente min pibe og tilbage igen, tændte mine stearinlys, pejsen samt min pibe og satte mig til at læse i min bog af Steven King. 20:14 Mørket udenfor var blevet tættere og mere uigennemtrængeligt end da jeg kiggede sidst. En følelse af at jeg ikke var alene fik mig til at tænde mit fjernsyn, som jeg ellers ikke bruger normalt sådan en lørdag aften, men lyden af nyhedsværten fik mine nerver til at falde til ro.

Men da en flashende nyhed kom på skærmen gjorde min mave et spjæt med ordene ”patient flygtet fra sindssygehospital, kan være farlig, luk og lås alle døre og vinduer”. Jeg skyndte mig, uden at tænke, med al hast hen til døren og låste, samt alle vinduer på anden sal for en sikkerhedsskyld. Efterfølgende sad jeg fortsat i min lænestol med både pibe og bog og kærtegn fra pejsens bløde varme bølgede beroligende hen over mit ansigt. 20:47 det gav et sæt i mig, da det pludselig bankede på døren, hvem kunne det mon være? Med sindssygepatienten i bagtankerne gik jeg tøvende hen til døren, men til min lettelse kunne jeg ane noget blåt og rødt lys igennem mine gardiner og låste op, der stod en betjent der spurgte mig om jeg havde bemærket noget mistænkeligt, jeg spurgte om det havde noget at gøre med patienten, der var flygtet og han svarede til min skræk ja, han var på patrulje i en radius af 7 kilometer rundt om hospitalet, det gav endnu et sæt i mig, jeg vidste ikke at det lå så pokkers tæt på? Hmm. Jeg gik indenfor efter at have fortalt betjenten alt jeg vidste om skoven her. Og låste døren igen.

Telefonen ringede, jeg tog den men ingen svarede kun en svag lyd, som om nogen åndede ind i røret på den anden side. Jeg lagde på og tænkte det nok havde noget at gøre med stormen som var taget til. 21:25 telefonen ringede igen og med piben i hånden tog jeg røret og sagde ”Hallo? Hvem?”, der var en lang øredøvende stilhed indtil der var en stemme der sagde ”fiiind miiiig” målløs lagde jeg røret på og tænkte igen på patienten som var flygtet. 22:04 naiv som jeg er, havde jeg taget en kniv ude fra køkkenet, kun min underbevidsthed havde bemærket, at det var som om, at der manglede nogle knive. Kniven havde jeg i hånden, jeg listede mig tilbage til den varme pejs. Lyden af vinden der desperat prøvede at bryde igennem husets mure og lyden af regnen der bragede mod vinduerne gjorde mig endnu mere urolig og får min hjerne til at tænke de værste scenarier igennem, og hvordan jeg mest mulig kunne komme væk: under ingen omstændigheder kan jeg forlade huset for at søge hjælp, ikke kun grundet stormen men også det faktum at jeg er mile væk fra den nærmeste civilisation. Alt imens jeg tænker over hvad der kunne ske, kommer det største tordenskrald ”BRRRRROOORRRRUUU” efterfulgt af telefonens ringen. Jeg tog røret op til øret med tusinde tanker bragende igennem mit hoved, ”kom nuuu” lød det med en hæs stemme, med skræk i stemme svarede jeg ”hvem er det?”, personen lagde på uden ord, samtidig ringede det på døren. Næsten vaklende og med korte betænksomme skridt gik jeg hen og kiggede ud af vinduet, til min lettelse var det betjenten igen, jeg lukkede op og bød ham indenfor men han skulle videre for at rapportere til stationen. Han havde ikke mødt nogen eller noget på sin patrulje rundt om i skoven, han takkede og gik. jeg var lettet, frygten som før havde boret sig ind i mine kogler var nu forsvundet og jeg kunne igen slappe af og lægge kniven tilbage i skuffen. 23:28 jeg lå i min seng og faldt stille og roligt hen. Med et sæt vågnede jeg, imens jeg mærkede en kniv der stak direkte igennem mine to øverste ribben og en mand med en aura af ondskab stirrede mig direkte ind i øjnene og hviskede ” jeg fandt dig”, det sidste jeg så var vækkeuret der rundede 00:07. Jeg vågnede fra min drøm, som om jeg fik en kold spandvand i hovedet, lettet over at det bare var en mareridt, vendte jeg mig mod vækkeuret og ser klokken passere 00:06 alt imens min skabsdør åbner sig.

”Aksel, hvor har du gjort af mit salt?”

Jeg er grundlæggende ikke særlig kreativ. Jeg kan bedst lide når der er lige linjer, at der kan sættes to streger under osv. Men der er nogen gange hvor jeg går amok. Det sker ikke så tit for tiden, men det sker dog.

Det sted hvor jeg bedst kan være kreativ er i køkkenet. Der er ikke noget bedre end at kunne tage lidt af det ene og lidt af det andet og mikse det sammen for at se hvad der kommer ud af det. Jeg har prøvet at frembringe de mest fantastiske retter. Selv min mormor, og vi kender alle mormors mad, har rost mig. Men jeg har også prøvet at lave noget som simpelthen var en fejl. Noget man ikke ville give til dyr. Men hvor der steges, brændes der på.

Min kærlighed til madlavning startede med det to smør-guruer James og Adam Price. Jeg elsker deres programmer. Jeg syntes det er fantastisk underholdene. Og så sætter jeg pris på at det hele ikke går op i sundhed, ”rigelig smør”. Hvor andre læser historier før de går i seng, ser jeg lige en episode eller tre før jeg lægger mig til at sove. Også når jeg er i udlandet går jeg meget op i at prøve lokale retter. Her ligger Italien i toppen, og Polen i bunden af mad ranglisten.

Men tilbage til madlavningen. Det bedste og sjoveste i hele verden at lave er kager. Her kan man nemlig slå sig fuldstændig løs. Jeg har brugt alt hvad der er at finde af krydderier, bortset fra safran og trøffel. Rosemarinkage kan jeg ikke anbefale, kan jeg lige nå at sige.

 Men hvis man bevæger sig over i hovedretsafdelingen, så er det chili con carne som er det bedste. Hvis man vil have det stærke, så er det meget chili, og hvis ikke… den har i nok regnet ud. Jeg ser chili con carne som noget af det ypperste, fordi der er altid nok af det = man bliver altid mæt. Og i mit hus er det sådan at den som laver mad, skal ikke rydde op, det får min moster og onkel lov til. At spise er at leve.

Lundby Øst for Odense

Lundby du er skudt op omkring en station. Dem der byggede dig ville vel havde mulighed for at, kunne komme hurtigt væk. Eller også var de meget fascineret af larmen, fra forsinkede tog.

Lundby du er for lille til at holde et velfungerende erhvervsliv kørende. Den eneste butik der har holdt ud lige så længe som mig, er dit pizzeria. Det er ikke særligt velsmagende, men utroligt godt hvis man skal havde gang i maven. Både den ene og den anden vej. 

Lundby dog er du for stor til kun at tiltrække landsbytosser. Næh du er lige lidt for nem at komme til og fra. Så der kommer af og til også nogle storbytosser til dig. De har fart på når de kommer. Men de finder hurtigt ud af, at der ikke er så mange steder at skynde sig hen.

Lundby, som sagt er du lidt for nem at komme til og fra, OM DAGEN!!! men efter kl 10 lukker du. Jeg tror ikke at det er med din gode vilje, og togene stopper da heller ikke med at køre. De ignorerer dig bare, nu larmer de forsinkede tog ikke med 30 km/t men med 120 km/t

Men Lundby du er på mange måder som en x kæreste for mig. Selvom jeg aldrig ALDRIG vender tilbage til dig når jeg engang er kommet væk. Så vil jeg ikke glemme alle de fantastiske øjeblikke vi har haft sammen. Uden dig ville jeg ikke kende følelsen af at gå i stå på en knallert fra 1974 og vide der var 10km til nærmeste tankstation. Uden dig ville jeg ikke vide hvor sjovt man kan have det i en gammel grusgrav og uden dig ville jeg ikke kunne bruge ”jeg bliver nødt til at sove hos dig. jeg kan ikke komme hjem” replikken.

Og Lundby husk på det kunne have været meget værre. Mine forældre kunne have bosat sig på Bogø.

Moderne mirakler

Går ned ad gaden

Hoster
Harker
Sukker
Sakker

Bagud

Har en blodtud
Ved ikke om jeg ku' skille mig mere ud
Men jeg ku' vel prøve
At røve
En bank eller en bager
Med kager
På lager
Kæft hvor det smager
Bygger dobbelthager
Æd til jeg føler mig proppen
Sving en tur ned på pubben
Drik så mange bajer
At hjernen den leger
Med tanken om at lege plebejer
Eller gadefejer
Selv om vores gadeejer
Samlejer sig til fremleje-sejr
Det så du ske
Allerede før du gik med ble
Be' til
At de serverer té til
For jeg drikker ikke kaffe
Og det er længe siden jeg har ku' træffe
Med sikkerhed
Som du sikkert ved
Man bør stå ved
Sin kærlighed
Til herlighed
Men da jeg forlod labyrinten smed jeg kortet væk
I en sæk
Med lakridskonfæk'
Og punkterede dine bildæk
Så du ikke kan rulle efter mig
Selv om jeg ej ved hvorhen jeg er på vej
Fordi jeg er for fej
Til at tage på vej
Når folk stiller krav til dig
Dyt båt gør plads for mig
Jeg bryder igennem som en anden Queen
Eller pre-teen
På kokain
Som en form for medicin

Der burde kaldes lobotomin

For jeg higer og søger
I usikkert føre
Efter svende og møer
Der vil høre
Med åbnede ører
På alt det pis jeg lukker ud
Når jeg vil give et bud
På det rigtige svar
Ha ha din barbar
Dans til lyden af tomme kar
Jeg er mere end klar
Til at være en heldig u-helt
Med spændt bælt'
Jeg har ekspertise på det felt
Vælt
Smelt
Men pas på det ikke lugter fælt
For så bliver du indlagt
Inkasseret
Imiteret
Integreret
Distilleret
Desillusioneret
Indrulleret
For der er en yndig mand
Som tog til Afghanistan
Og blev lidt godt i stand
Af at drikke det sorte kildevand
Som en logrende hale
På hunden der holdt den store tale
I dvale
Se dem spæne
Men de bliver sat i Quentin Tarantæne
På en kunstig græsplæne
For det regner ikke i en ørken
Kan du mærke mørken?
Giv såret tid til at størken'
Ellers kunne du gå i dørken
Er det for sølle
At be' om en sølle øl til sin pølle?
For hvad nu hvis kaviar
Er hva' vi har
Og man ikke i den delikatesse-demografi delta'r?

Hvad fanden skal jeg sig'

Jeg går til terapi
Fordi jeg ik' får amnesti
Så jeg bliver i dit fucking land
Som en fucking fremmed mand
Der står i en fucking spand
Og prøver at løfte sig selv op.

Raseri

Her er ingen lyde. men stormen  er øredøvende.

Jeg trækker vejret, men alt luft er sammenklemt

Sidder fast i halsen.  eller sidder halsen fast i sig selv.

Alt sidder fast i alt. Atomer og reb.

Reb forstår sikkert mere end mennesker gør.

Kigger ud af vinduet forbi de røde gardiner.

Jeg ser dem ikke. Jeg ser selv rødt.

De andre er blinde.

Tvivler på hvor meget jeg overhovedet selv kan se.

Den altigennemtrængende storm brydes af banken på døren.

En hånd rækker posen med katjes frem.

En hånd med dårlig korttidshukommelse.

Sur med en sød-saltet smag i munden.

Lyder som titlen på en kogebog der aldrig bliver udgivet.

”At rejse er at leve” - som den gode gamle Hans Christian Andersen engang sagde, dét er mit yndlings citat af dem alle.

Lige siden jeg begyndte og tjene mine egne penge i en alder af tretten år, så har jeg altid omregnet min løn til flybilletter. Lige fra da jeg dagligt gik op i den lokale Rema for min farmor, til jeg faktisk fik et ansvar i Kvickly og nu fem år senere hvor jeg er i Imerco. Man kan dog ikke få særligt mange flybilletter for en minimumsløn, men det er længslen efter at komme ud, som trækker. Den evige udlængsel.
Jeg har været flere steder i Europa og Afrika; Spanien, Italien, Tyskland, Sverige, Tunesien, Kenya og man kan næsten blive ved. Jeg bliver aldrig træt af det, og allerede en uge efter jeg er kommet hjem fra en ferie ser jeg allerede frem til den næste. Man får let et snævert syn på hverdagen og på livet, jeg tror på, at hvis man rejser, får man et udvidet perspektiv og kan se tingene fra flere forskellige vinkler.

Den anden dag så jeg en status opdatering på Facebook, statussen var ’postet’ af en af mine gamle venner og den lød noget i stil med dette: ”Hvis du konstant længes efter næste rejse, så burde du stoppe op og få styr på hverdagen, så du ikke altid længes væk” (Citeret frit fra hukommelsen)

Det fik mig til at reflektere over om jeg længes væk, fordi jeg rejser flere gange om året. Er jeg på flugt?
Jeg tror på, at det er sundt at rejse og ikke ’bare’ til det samme sted hver eneste gang, jeg kender flere som altid tager på sommerferie i det samme land og på det samme hotel, men med hvilket formål? Jeg har lært en masse ved at rejse til forskellige lande, jeg ved dog ikke, hvad der har lært mig mest. Var det at bo ved siden at folk som har oplevet rigtig sult i Tunesien, eller at opleve en franskmand med massere af penge brokke sig over champagnen en lun aften i Italien?
Jeg elsker at rejse, og jeg drømmer altid om den næste rejse. Jeg tager det hele med mig hjem i hjertet, og jeg vokser af det. Jeg værdsætter alt hvad jeg har, og jeg bliver et bedre menneske.

I uge 27 rejser jeg til Italien med mit gymnastikhold for at deltage i Festival Del Sol, det bliver min første gang som deltager i den festival, men min tredje gang i Italien. Få uger efter rejser jeg til Gran Canaria for at fejre min fars 60 års fødselsdag, en rejse der har været planlagt siden vi fejrede hans 50 års på Mallorca. Jeg skal nyde lækker mad i selskab med mennesker som jeg elsker og holder af, og jeg skal kigge på stjerne fra flere forskellige vinkler.

Nej, jeg er ikke på flugt fra min hverdag, jeg er på jagt efter livet. Den som griner mest, ser mest, forstår mest, deler mest, oplever mest, danser mest, glædes mest og rejser mest - vinder i sidste ende.

// Christina Dalsig