Nu Er Det Slut

Alle andre har skrevet deres blogindlæg nu. Og alle de gode ideer er brugt. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen for at skrive det samme slags indlæg som en anden. Jeg kunne sagtens skrive om livet og hvad meningen med det hele er, men jeg vil gerne skrive noget som ikke er lavet før.

Freja lavede det mest rørende blogindlæg jeg kan forestille mig. Og der var mange af de andre der fik mig til at grine. Kathrine lavede et digt, så det vil jeg heller ikke. Men hvad skal jeg så lave? Altså jeg er jo den sidste, så måske skulle jeg bruge på det. Det er der jo ingen af de andre der var. Måske er det min opgave at runde af.

Jeg synes alle blogindlæggene er gode. Og forfatterne bag dem er gode. Det er måske det jeg skal snakke om – altså hvor god min klasse er.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er svært at komme op om morgenen, men der er alligevel et eller andet der gør, at jeg får taget mig sammen til at køre i skole. Og bevares, mange af fagene er da både ”spændende” og ”lærerige”, men det er alligevel ikke det der driver værket. Det er tanken om at jeg skal tilbringe endnu en dag sammen med de mennesker jeg bedst kan lide. Jeg ved ikke, om det er de gode anekdoter fra Jens, eller om det er Viktors scorehistorier om piger, eller måske Kathrines bagdel der trækker, men jeg tror det er en kombination. En kombination af Kalles fakta om ubrugelige ting, af Peters humør og Sofias ytringer. Af Brixes humor eller måske mangel på samme og Frejas grin. Jeg ved det ikke.

Og til alle jer andre. Jeg kan ikke vente med at tilbringe anden del af gymnasietiden med jer.

Glædelig Jul!

Også til dig Jeanette

Columbia

http://andresgarcia94.wordpress.com/

Drømmen

Sidder, sidder helt stille. Venter på at det forbistrede tog skal komme og føre mig væk fra dette forbandede sted. Min opmærksomhed bliver fanget af nogle mennesker der står ovre på den anden perron. Deres munde bevæger sig, men der kommer ingen lyd, udover den øredøvende lyd af et tog der bremser. Toget er som en mur foran mig, bestående af metal og bløde passager sæder og uden videre kører det forbi mig og efterlader perronen overfor gold og menneske tom. Ikke andet end en overrevet avis ligger tilbage, efterladt. Hvor mon de blev af, hvor mon toget ville tage dem hen? Mon det var et rart sted? Jeg lægger mig ned på den hårde træbænk og stirrer op i den sorte endeløse nattehimmel og reflekterer over deres forsvinden. Der er kun få glimt fra de små stjerner der er stærke og store nok til at blive set. Det er koldt, min ellers forholdsvis nye skijakke er ikke polstret nok til at beskytte mig fra den ubarmhjertige kulde som langsomt men sikkert dræber den gnist af varme der holder mig i live. Hov, der er noget varmt ved mine fødder? Noget rigtig varmt! Jeg sætter mig op, forundret og opdager at der var et bål for enden af bænken, det taler til mig med sine hurtigskiftende humørsvingninger og idet jeg netop har fået varmen, går det op for mig, at jeg er omgivet af bemærkelsesværdige ansigter. Disse ansigter, de går igen i min hukommelse. Som om at jeg, af alle mennesker er udvalgt til at skulle beskue denne indre krig imellem fakta og fiktion, sandt eller falskt. Har jeg ikke set hende dér før? Jeg kan ikke gennemskue hendes ansigt. De forskellige ansigter svæver omkring mig som forvildede essenser af følelser og erindringer. Det er nu mærkeligt, ikke at kunne genkende hendes ansigt, selvom der er flere navne på min tunge som bare ikke vil glide det sidste stykke ud af min mund eller passe perfekt til hendes utrolige slørede ansigt, dog med et snært af ufejlbarlighed. Ansigtet er nu helt tæt på mig. Næsten forskrækkende mærker jeg noget varmt på mine læber, kysser hun mig? Med et sæt vågner jeg af min trance. Som om der bliver sprunget en brintbombe over hovedet på mig. Jeg kommer til mig selv og opdager, at den trance jeg var i slet ikke var en trance men en drøm. Jeg sætter mig op, en vild hovedpine rammer mig som en hummer med 200 km/t og jeg indser, at det var en rigtig god fest i går.

Lyden af mit liv

Mit hjerte banker så jeg vender mig om

Vender mig om så jeg ikke kan høre det

Prøver lidt at flygte og lidt at glemme

Jeg ligger i min seng, som man jo gør når man skal sove

Men lyden af mit hjerte holder mig vågen

Endnu en gang

 

Men hvorfor?

Hvorfor flygte fra lyden af sit hjerte?

Hvorfor forsøge at fortrænge lyden af sit hjerte ?

Hvorfor kan jeg ikke sove for lyden af mit hjerte?

Min puls er lav og rytmen er fast, der er ingen tegn på uro, svækkelse eller sygdom

Så hvorfor?

 

Fordi!

Fordi lyden af mit hjerte er lyden af mit liv

Lyden af mit held

Min skæbne

Og min død

Lyden af det og det alene skal følge mig resten af mine dage

Resten af mit liv

Og når denne lyd forstummer da forstummer alle livets lyde

Tag springet…

Jeg løfter min fod, jeg er langsomt på vej mod enden af rampen. Elastikken om mine fødder, er mit sikkerhedsnet. Det hiver mig op igen, lige som ens familie og venner gør, hvis man ryger helt til bunds, fordi man har taget det forkerte valg. Jeg ved, at mine hænder vil røre vandet, men inden jeg ved af det er jeg oppe igen. Den røde linje, der indikere at enden er nået, er nu uden for spidsen af min skosnude.  Der er absolut ingen vej udenom. Angsten kryber, som frysende is, langsomt op gennem min i forvejen svage krop, hver eneste muskel bliver anspændt. Instinktivt er jeg parat til at løbe min vej, men hvor kan man løbe hen her 40 m over vandet?
Jeg er fanget mellem et impulsivt valg samt de forventningsfulde øjne, som spændt kigger på og lysten til, i bedste tøsepige stil, at stikke halen mellem benene og afblæse det hele. Men er det overhovedet en mulighed? Inderst inde handler det vel også om at bevise noget over for mig selv, ja at jeg faktisk kan tage springet, uanset hvilke konsekvenser det end måtte medføre.

Inden nedtællingen begynder skal der tages billeder, til en forevigelse af oplevelsen. Jeg stiller mig op i bedste Titanic stil,(ikke nær så romantisk) med mine rystende arme ud til hver side, som en lettende fugl, bortset fra at jeg under ingen omstændigheder vil flyve op, nok rettere sagt den modsatte vej, faktisk lige ned imod det blottede hav, med sine skummende bølger. Mine øre opfanger den indtrængende lyd af nedtællingens sidste tal ”1” blive råbt ud til mig. Nu er det nu.

Jeg lader min krop falder ud over rampen, i et øjeblik uden nogen form for kontakt til mit hoved. Tja, jeg mistænker endda mit forvirrede hoved i at være gået hjemmefra, altså helt forladt mig i denne dristige situation. Tilbage er kun en tankeløs krop, som følger en eneste impuls og det er den ordre om, at den skal hoppe.

Jeg styrter ned mod vandet, som en fugl der glemte at slå sine vinger ud. Mødet med det blå, kolde hav kommer nærmere og nærmere. Jeg strækker min hånd for at røre vandet, men kort for inden er der en stærkere magt der trækker i mig, hiver mig væk fra vandet og op på sikker afstand. Det er elastikken, som trækker sig sammen.

Oppe på broen igen, står jeg med et smil fra det ene øre til det andet, det er en glæde jeg deler med de andre som har vovet sig ud i samme oplevelse som jeg. Adrenalinen pumper rundt i kroppen på os, og en mistanke om at ingen af os, egentlig ved hvad der forgår melder sig. Men det er ligegyldigt for vi tog springet på den ene eller anden måde og jeg vil i hvert fald aldrig fortryde det!

En god start

Det var årets første julejagt.
Min søster og jeg var som altid med, men denne gang var anderledes.
Jeg skulle med som skytte på lige fod med de andre og langt mere erfarende jægere.

Under morgenmaden sad jeg med en klump i maven af bare nervøsitet, på trods af at jeg har kendt dem hele mit liv og vidste at deres intentioner kun var at, hjælpe mig med at blive en bedre skytte. At være på jagt handler for mig ikke om hvor mange stykker vildt der ligger på paraden når dagen har nået sin ende, men derimod om at få en god dag i hinandens selskab og nyde naturen.
Dog ville jeg alligevel bevise, ikke mindst overfor mig selv men også overfor de andre, at jeg kunne ramme. Da vi nåede den tredje såt bød chancen sig, en fasanhane lettede fra sit skjul og fløj med høj fart hen imod mig. Jeg skuldrede geværet og fik svunget med, og i baggrunden kunne jeg hører en af de andre jægere råbe ”Skyd for helvede!”, og uden videre sigtede jeg og skød.
Der lå fasanhanen. Det skal opleves før man kan sætte sig ind i hvilken følelse det var når ens første stykke vildt er nedlagt, og hvilken anderkendelse det var da alle var henne og trykke min hånd og ønske tillykke.

Jagt er uden tvivl en mandsdomineret verden dog har jeg aldrig selv oplevet at blive kønsdiskrimineret, men derimod altid følt mig accepteret og ikke mindst respekteret blandt mine medjægere. Det er blandede tilbagemeldinger jeg til gengæld har fået på min jagtinteresse,
nogen var for mens andre stærkt imod, men så sandt som det er sagt

”Jagtmodstandere er mennesker, der ofte har læst sig til deres viden. De har ikke været ude og opleve den virkelige natur. Jagtmodstand er kunstig viden.”- Finn Madsen.

At være tvillinger....

Jeg har igennem det meste af mit liv fået stillet dette spørgsmål. ”Hvordan er det at være tvilling, er det rigtig at man har en helt speciel connection” Jeg ved faktisk ikke hvad der får folk til at tro at man har det, måske det er noget de har læst et eller andet sted. Jeg kan jo kun svare for mig selv og i mit tilfælde må det siges at være et klart og tydeligt nej. Jeg har en tvillingebror der hedder Markus, og som mange andre har vi et helt almindeligt søskendeforhold. Ja vi kunne faktisk ikke være mere forskellige. Det skal dog tilføjes at der faktisk er noget helt specielt ved at være tvillinger, og det er det her med aldrig at skulle gennemgå noget alene. Gennem hele mit liv har jeg kunne dele alle de store begegivenheder som fx fødselsdage, rejser og selvfølgelig min konfiramtion, alt sammen i selvskab med min bror.

Vi har også stået sammen når det handlede om at møde de mange udfordringer i forbindelse med det at blive teenager og ikke mindst det at blive voksen. Vi har også stået sammen i de mindre sjove stunder, og der må jeg ærligt indrømme at det har været rart altid at have haft ham ved min side. Hvis vi starter helt tilbage til den søde folkeskoletid valgte vores forælde at vi skulle i klasse sammen, fordi vi var jo tvillinger. Ja, det gik da også okay de første 6 år, indtil vi begge blev godt trætte af at diskutere om hvem der havde taget den forkerte madpakke med, og ikke mindst den stigende konkurrence om hvem der klarede sig bedst i skolen. Jeg kunne godt føle at vi blev betragtet som et samlet individ i stedet for to forskellige personer, og der kunne næsten ikke blive sagt Malika uden der også blev sagt Markus. Derfor tog jeg det lidt som en selvfølge at vi også kunne det samme på det faglige plan. Der tog jeg meget grusomt fejl, for ligesom med vores meget meget forskellige personligheder, afspejlede det i den grad også vores evne til at lære. Markus har altid været en meget højtråbende og ikke mindst dominerende person, og hvis ikke man havde lagt mærke til ham, skulle han da nok sørge for at gøre opmærksom på sig selv. Modsat ham er jeg en meget stille og genert person, som hurtigt trækker mig, hvis noget kunne minde om at blive alvorligt. Markus fik derfor de høje karakter ved bare at lave ingenting, mens jeg skulle arbejde meget hårdt og længe for at kunne følge trop med ham. Det er en af de ting jeg altid har beundret ved min bror. Vi kom endelig i hver sin klasse i de sidste 3 år af folkeskolen, og det er det bedste der er sket. Vi fik hver i ser mulighed for at kunne udfolde os som de personer vi nu var. Vi afsluttede folkeskolen sammen, og også der blev der konkurreret lidt om hvem der nu havde klaret sig bedst . Jeg var ikke i tvivl, da hele min læseferie var gået med intens læsning, mens Markus stort set ikke lavede andet end at sejle rundt i sin speedbåd med drengene, ja læst blev der i hvert fald ikke. Men NEJ sådan skulle det selvfølgelig ikke gå, han charmerede sig endnu engang ind på lærerne og fik nogle karakterer, som havde han læst hver eneste tekst fra pensum. Det kan jeg så afsløre langt fra var sandheden

Efter folkeskolen kom vi begge to på efterskole og jeg måtte erkende at jeg savnede ham lille smule, det var helt mærkeligt ikke at have ham i min hverdag længere. Vi klarede begge året på hver vores måde, men med det sammen i tankerne. Det var simpelthen for fedt at være væk fra far og mor. Efterskoleåret havde sat gang i en masse modningsprocesser og vi bgyndte at se i øjnene at vi gik hinanden ret meget på nerverne. Jeg haede at han altid skulle komme ind og tænde lyste kl 11 når jeg lige havde slukket det for at sove. Ja og jeg var faktisk begyndt at råbe at han skulle holde sin kæft i søvne, og det skræmte min mor meget, som altid vågnede fordi jeg råbte så højt. Markus valgte at flytte hjemmefra for godt og vel en måde siden, da han ikke mente at hjemmet kunne rumme hans til tider store ego, og jeg jubler stadig. Det er jo ikke fordi jeg ikke elsker min bror, for det gør jeg, vi er bare to vidt forskellige steder henne i vores liv, og jeg har det fint med bare at se med fra sidelinjen. På mange måder er vi en stor del af hinanden og har været det hele livet, og da vi for 18 år siden kom til verden 3 måneder for tidligt og med udsigter til et liv med mange følgesygdome, er jeg sikker på vi klarede det fordi vi var sammen, og ikke behøvede at gennemgå det alene. Som min efterkolelærer en gang sagde til mig. ”At miste sin tvilling er som at miste en del af sig selv.” På nuværende tidspunkt forstår jeg ham ikke, men det kommer jeg måske til en dag, når den tid er inde.

Den kvælende Perfektionisme

Ingeborg siger opdragende, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv, idet jeg skæver surt  til et billede af mit ansigt, fra gymnasiets orienteringskatalog.  Som sædvanligt bliver jeg lidt småirriteret og siger, at det ikke hjælper noget at pointere det. Jeg ved det godt. Jeg ved godt at jeg er hård ved mig selv, at man er god nok som man er.

Men i nutidens samfund er godt ikke godt nok, hvis det ikke er perfekt. Du skal og bør være den bedste og selvom du så gør dit bedste er der altid nogen der er bedre. Både udseendemæssigt og fagligt.  Her burde det helt rationelle og klarttænkende menneske sige ” det er nok ikke lige noget for mig, jeg siger pænt nej tak”. - men det er klart lettere sagt end gjort.

Vi bliver hver evig eneste dag ubevidst mindet om, hvordan vi skal se ud og hvordan vi skal agere og vores samfund bliver i større og større grad dækket af et tykt, tyngede og i den grad kvælende tæppe, af perfektionisme og idealer. Især udseendet  er en stor del af begrebet ”perfekt”. Her igår da jeg var syg,  sad jeg med med en ret så normal og kedelig rugbrødsmad foran tv’et og så, for nok tyvende gang, en reklame for en mascara fra Loréal. Helt iorden at de reklamerer for deres mascara, men problemet er, at modellen både er redigeret, har falske øjenvipper og mindst 0,5 kg sort øjenskygge på - for gud forbyde da, at det skal se realistisk ud! Men vi køber det da, selfølgelig gør vi det! Og det er det mest skræmmende. Man ville da aldrig købe et produkt, hvor resultatet i reklamen bare ser nogenlunde realistisk ud, for så må det da godt nok være et ringe produkt? Vi er vant til at det skal se surrealistisk ud. Vi er vant til at folk, som i forvejen er smukke, er fotoredigerede og at hårmodeller har falskt perfekt hår på - for det andet er der da ikke nogen som gider at have?

Dette har vi fra vores omverden og i høj grad medierne,  fået proppet i hovederne siden vi er helt små, såvel piger som drenge. Jeg kan sagtens forstå den voldsomme stigning i depressionstilfælde og angst, eller hvorfor folk vælger at få plasticoperationer.

Selvom  jeg står fast og ved hvem jeg er, hopper jeg da naivt i med begge ben, når produkter indirekte proklamerer ting som;  ”drik-denne-her-juice-og-du-får-en-flot-bolig-og-en-modelmand-plus-et-lykkeligt-liv”. Det er da enormt svært med så meget pres fra omverdenen ikke at bukke under af fortvivlelse over, hvor lidt tid man har til at gøre alt perfekt  - måske man burde købe den juice? Det er blevet en refleks at kigge sig selv i spejlet når lejligheden byder sig, for at tjekke om alt er ”perfekt” - men det er det jo ikke. Man kan blive bange for, om man siger og gør de rigtige ting - om man er klog nok.

Man kan jo egentlig kun blive skuffet.

Derfor er det vigtigt at indse, at man simpelthen ikke kan være perfekt og leve op til disse surrealistiske idealer -  jo før jo bedre.

Da jeg lidt efter havde kigget andre billeder fra kataloget igennem, tænkte jeg for mig selv at de andre, ligesom mig, måske også ville skæve lidt til deres billeder, da jeg lagde mærke til at alle billederne var taget i præcis samme uflatterende lys. Helt slemt var mit billede så nok ikke alligevel når jeg tænker over det        - folk lægger sikkert ikke engang mærke til det, da de er travlt optaget med hvordan de selv ser ud og agerer.

Hvad er ”at leve”?

Man bruger typisk 4-7 timer i skolen om dagen. Oven i købet, kan man de fleste dage gå hjem og bruge en time eller to på lektier og afleveringer. Hvis man endda skal med en bus hjem, er der ikke mange timers fritid tilbage. Denne skoletid, for andre arbejdstid, kan man ikke sige bliver mindre i løbet af livet. Altså man har egentlig ikke særlig meget fritid i forhold til det man kan vælge at kalde obligatorisk tid.

Nogle ser det at gå i skole og på arbejde som en spændende ting, en ting hvor der er mulighed for at få nye kontakter og sociale relationer, og blive klogere.

Andre ser det som direkte tidsspild. Som at de har meget bedre ting at bruge deres tid på, og skolen eller arbejdet er obligatorisk og slavisk. Men hvad er definitionen på ”at leve” så?

Er ”at leve”, at gøre som man vil og tage tingene som de kommer? Eller er ”at leve”, at følge den vej som sikrer fremtiden, men som også er vejen der ikke altid er lige sjov?

I bund og grund lever vi jo alle. Der er bare forskellige opfattelser af måden, at gøre det på.

Jeg ved godt at det er meningen at ens forældre skal dø før en selv.
Nogle gange ville det bare være lettere hvis det skete hurtigt, altså døden. Men at forberede sig på ens forældres død, det virker da urimeligt.

Vi har kendt til at min far har kraft i 2 år nu. Der er folk som har ventet længere på døden end min far har. Jeg ved ikke om jeg misunder dem eller ej, man har jo alligevel håbet til at starte med. Jeg kan ikke sige at jeg er stolt over tanken, men det kan nogle gange virke befriende, at tænke på når den her tid engang er passeret. Tanken virker sikkert kun befriende fordi, at tanken om at vide, at på et tidspunkt vil jeg kunne komme vidre med mit liv. Fordi jeg ikke kender til det tab der efterfølgende vil være. Som uden tvivl vil være meget værre end hvordan jeg har det nu. Og hvordan vil jeg kunne forsætte mit liv uden den her person i mit liv, en der havde og stadig har så stor indflydelse på hvordan jeg er.
Mit største ønske er jo at jeg overhovedet ikke ville være i den her situation.

Det er svært at være tilskuer, at se hvordan livet bliver mere og mere surt, og så går der ikke lang tid før at livsglæden bare ikke er der mere. For mig er det vigtig ikke at vise at jeg er ked af det, at holde humøret højt. Det er ikke let. Jeg vil ikke være svag, eller det vil jeg ikke have at min far skal tro. Det kan være at det virker åndsvagt, men det er vigtigt for min far at vi ikke er kede af det, det tror jeg i hvert fald. Og det er jo ikke mig der har det værst, det er ikke mig der skal dø.

Han var min helt, men han er bare ikke den samme mand mere. Selvfølgelig elsker jeg ham alligevel, men det er jo ikke normalt at skulle hjælpe ens far med alt, de mest simple ting som at gå. Derfor sidder min far i sofaen hele dagen, og når han så gerne vil ligge ned, bliver man nødt til at løfte hans ben derop, nu når han ikke selv kan.

Noget af det der går mig allermest på er, at min bror og far hele tiden snakker som at han har alverdens tid tilbage at leve i. Min bror importerer medicin fra USA, og snakker hele tiden om at nu skal vores far nok blive rask. Om at alt nok skal gå, hvor rart det bliver når det her overstået, selvom at vi har snakket med sygeplejersken om at min far sandsynligvis kun lever denne måned ud. Jeg er ikke sikker på om min far forstår at det er nu eller aldrig, om han får sagt og gjort de sidste ting han vil.
Her den anden dag fik vi endelig spurgt ham om hvordan han ville begraves. Da jeg havde fået svar spurgte jeg om han ikke syntes det var på tide at han skulle se sin familie i Frankrig, hvortil han svarede: ja de kommer jo til januar. Hvordan siger man til sin far at han ikke lever til den tid, hvad skal man svare på dette? Det eneste jeg kunne sige var: ej hvor hyggeligt.

En ven i hånden er bedre end ti på facebook

I min efterårsferie var jeg i Tivoli, hvor jeg så et billede med to tændstiksmænd der holder hinanden i hånden med teksten ”En ven i hånden, er bedre end ti på facebook”. Det er måske ikke verdens dybeste citat, men det fik mig alligevel til at tænke over det med venner.

Jeg har 325 venner på facebook lige nu, men hvor mange af dem er faktisk mine venner? Det er ikke vildt mange. Langt over halvdelen er faktisk bare bekendte jeg ikke engang hilser på. Nogen vil jeg ikke engang sætte under betegnelsen ’bekendte’, for jeg ved faktisk overhovedet ikke hvem de er. Min eneste viden om nogen af dem er, at de gik en årgang under mig i folkeskolen, eller at jeg har snakket kort med dem engang til en bytur. Nogen har jeg aldrig snakket med, og det er heller ikke min intension at begynde på det. Det er faktisk ikke relevant for mig at kunne se alle deres opdateringer, men jeg sletter dem alligevel ikke. Det er ikke fordi, jeg ikke selv laver opdateringer og lægger billeder ud, som alle kan se, og jeg bruger også ’synes-godt-om’-knappen til mange af andres ting. Men hver gang jeg ’synes godt om’ noget, eller lægger billeder ud, tænker jeg ikke over hvor mange af mine ’venner’, der faktisk kan se det, og hvor personligt noget af det måske kan være.

Hvor mange af mine nuværende ’venner’ snakker jeg med om 5 år? Om 10 år? Jeg kunne i hvert fald slette halvdelen af mine ’venner’, som jeg med sikkerhed ved, at jeg aldrig kommer til at snakke med. Nogen ser det som et tegn på at være populær at have mange ’venner’. Jeg ved ikke helt selv hvad jeg mener om det. Jeg synes ikke man kan måle noget i, hvor mange ’venner’ man har på facebook.

Som citatet siger, er det vigtigt at have rigtige venner. Dem som fortæller en tingene face-to-face, og ikke dem hvor man kun ved hvad der sker i deres liv via deres opdateringer på facebook. Det er vigtigt at man har ’rigtige’ venskaber, og ikke lever sit sociale liv over internettet. Så selvom min søster grinede lidt af mig og sagde, lettere ironisk, at det var dybe ord, så har de en hvis sandhed, for du kan have nok så mange venner på facebook, men det betyder ikke at man er venner. De rigtige venner er dem du deler hverdagen med, de gode og de dårlige stunder, medgang og modgang.

Ungdom og så resten

 

Det går mig altid en lille smule på når jeg hører folk sige at man skal nyde sin ungdom, da det vil være den lykkeligste tid i hele ens liv. Det kan sagtens være at jeg misfortolker det, men for mig har det altid lydt som en mildere version af ’det går alt sammen nedad bakke herfra’.

Jeg har selvfølgelig ikke nogen anelse om hvordan det er at være voksen og fuldkommen selvstændig, og mit mest traumatiske møde med alderdommen har sikkert været da jeg skulle vinke farvel til min (højtelskede) sut ved suttetræet da jeg nu var blevet for gammel til den. Men på trods af min mangel på reel erfaring føler jeg stadig, at vokse op er noget man sagtens kan se frem til.

En ting jeg har bemærket er at vi som et samfund generelt egentlig lægger utroligt meget fokus på ungdom. Som børn havde vi travlt med at vokse op, og som voksne ser man folk ty til flere og flere ekstremer for at forblive unge. Hvordan man så opfatter ungdom kan variere meget fra person til person, nogle opfatter det måske som en ren æstetisk ting man kan opnå gennem hudplejeprodukter og mirakelsalver, mens andre muligvis husker tilbage på det som en tid på ungdommen som en tid uden fuld af sjov og uden nogle bekymringer. Egentlig synes jeg selv at jeg er temmelig god til at bekymre mig, måske er jeg endda en af de bedste jeg kender til det. Dog ville de bekymringer jeg har nu nok ikke ryste et menneske der skal forsørge sin familie og skifte bleer på daglig basis.

Man kan vel sige at der hører både positive og negative aspekter med til hver aldersgruppe. Som helt små havde vi ikke rigtigt noget at tage ansvar for, men meget begrænset frihed, som unge har vi mere frihed end før, men samtidig også flere ting at stå til ansvar for, og som voksne har vi meget frihed men samtidig også meget ansvar(som ældre er det næsten det samme, bare med ondt i ryggen).

Der vil sikkert altid være problemer i livet, nogle har det meget lettere end andre, men jeg håber vi alle sammen kan se frem til fremtiden. Der er simpelthen så mange spændende muligheder for hvad der kan ske i fremtiden. Måske vil vi en dag i vores levetid have mennesker på Mars, Måske vil vi endelig have fået styr på verdensøkonomien, måske endda vil pæren til projektoren være blevet skiftet i lokale 603 (måske). De ting som jeg er elendig til i dag, vil jeg måske i fremtiden være middelmådig til, eller måske endda god! Måske vil jeg kunne være i stand til at stå på ski uden at være til fare for alle andre på løjpen, måske vil jeg kunne tegne Cirkler ligesom Michael, og måske vil jeg kunne sætte kommaer på korrekt vis.  Fantasien sætter ingen grænser.

What’s in it for me me me?

Jeg kommer hjem fra skole, sætter mig ned og tænder min computer, af ren vane gå jeg et smut på facebook. Jeg skal bare lige tjekke, hvor mange likes min seneste status opdatering har fået. Fjernsynet kører allerede og et reality show fanger min opmærksomhed, en flok unge flotte mennesker render rundt i badetøj og dyster imod hinanden. Efter et par timer med lektier, tv og facebook, skal jeg spise aftensmad. Jeg har fået karaktere samme dag og mine forældre spørger ivrigt indtil dem, samt hvordan min dag er gået og om jeg nu har fået lavet mine lektier.

Jeg og andre unge i Danmark lever i en kultur, hvor vi høj grad bliver opfordret til at gøre noget for os selv og sørge for, at vi har styr på vores eget liv. Når vi kommer hjem fra skole, bliver vi ofte spurgt: ”Hvordan er det gået for dig i skolen? ”og aldrig ”Har du gjort noget godt for nogle andre i dag?” Der er ofte kun fokus på, at lige netop du bliver dygtig og at du får gode karaktere og du kommer ind på den uddannelse du drømmer om osv. Vi bliver opdraget til at være os selv nærmest, og derfor overser vi værdien i at gøre en forskel for andre end os selv.

Vi har nok alle en lille drøm om at gøre en forskel, hvem vil ikke huskes som et godt menneske, det vil jeg i hvert fald gerne. Jeg vil gerne efterlade et spor. Nu er det ikke fordi, jeg har en ambition om at skabe fred i verden eller finde en kur mod kraft. Jeg vil heller ikke donere en masse penge til velgørenhed. Men bare det at sætte andre før mig selv engang imellem, kan være med til at gøre en forskel.  Men hvorfor skulle jeg også hjælpe andre, når jeg har rigeligt at se til selv, Hvorfor skulle jeg samle ind til nogle børn, jeg  ikke kender langt væk, eller træne små drenge på det lokale fodboldhold, når jeg har 5 afleveringer, der skal laves og søvn der skal indhentes? I øvrigt tjener jeg heller ingen penge på det.

Jeg tror, at vi skal ture bevæge os ud af vores egen komfort zone og ikke altid spørge os selv: ”What’s in it for me?” og i stedet stille os selv spørgsmålene: ”Hvordan kan jeg gøre en forskel, og hvordan kan jeg sætte positive spor i andres liv?”

Min afdøde Mormor så engang en bil, hvori en lille familie sad. Moren og faren sad på forsædet og skændtes, da faren begyndte at tæve moren, imens børnene sad bagi og kiggede på.  Da gik min mormor hen til bilen, som holdt på den anden side af gaden. Hun åbnede døren og sagde til moren og børnene, at de skulle stige ud ad bilen og bad derefter faren om at forsvinde. Derefter tog hun de stakkels børn og moren med sig hjem. Over en kop kaffe, fik de snakket ud om hændelsen, og det vidste sig, at volden havde forgået over en længere periode, men at moren ikke havde ture gøre noget ved det. Efter dette fik hun taget sig sammen til at anmelde sin mand og genopbygge et ordenligt liv for hende og hendes børn.  Dette er selvfølgelig en kort version af historien, og der er sikkert en masse detaljer, jeg ikke har med. Men det gør ikke min pointe med historien mindre klar. Min mormor gjorde en forskel, hun var uselvisk og tænkte ikke: ”Hvad får jeg ud af det”. Hun gjorde det bare, hvor mange andre ville ”blande sig uden om”, som vi har tendens til at bruge som undskyldning for ikke at handle og gribe ind. Jeg syntes, vi skylder hinanden og os selv at gøre os umage og gøre en forskel. 

Flyt fokus fra facebook og trods konkurrenceræset, se de mennesker der er omkring dig, vær nærværende og søg efter mulighederne for at gøre en forskel. Hvis vi alle blev lidt bedre til det , kan vi måske ændre Whats in it for me-kultuen til en How can I make a different kultur. Som jeg tror, vi i sidste ende nok alle sammen ville have mere glæde af.

Tiden læger alle sår

Spindet breder sig
langsomt, men støt
Det snor sine strenge,
sine klistrede, klæbrige strenge
snor, snor, snor sig rundt i mit hoved
forurener mig med falskhed
Et frø blev plantet, et lille uskyldigt frø
dét frø, der voksede
voksede opad, nedad, indad, udad
voksede sig stort, så uoverskueligt stort
blev til et spind
Det ødelægger mit hoved
ødelægger, hærger
får det til at tænke de underligste tanker
syge tanker, misundelige tanker
Stadig
det ødelægger stadig mit hoved
for frøet voksede, spindet krøb frem
og spindet er ustoppeligt
Vokser og snor, vokser og snor
hele tiden
Spindet spinder stadig.

Spinder breder sig,
langsomt, men støt
Det snor sine strenge,
sine bløde, kærtegnende strenge
snor, snor, snor sig rundt i mit hoved
omfavner mig med ømhed
Et frø blev plantet, et lille uskyldigt frø
dét frø, der voksede
voksede opad, nedad, indad, udad
voksede sig stort, så uoverskueligt stort
blev til et spind
Det overtager mit hoved
erobrer, overvinder
får det til at tænke de vidunderligste tanker
gode tanker, fantastiske tanker
Stadig
det erobrer stadig mit hoved
for frøet voksede, spindet vandt frem
og spindet er ustoppeligt
Vokser og snor, vokser og snor
hele tiden
Spindet spinder stadig.

En beretning om tidsspild

”Du skal møde til Forsvarets Dag den 23. Oktober 2013, kl. 08:00 præcis.” stod der øverst med fed skrift i mit indkaldelsesbrev, hurtigt efterfulgt af trusler med bøde eller fængsel hvis jeg vovede at udeblive.

Mit dræbende vækkeur som jeg ikke længere kan kaste med fordi det har kostet flere tusinde kroner og kan holde mig opdateret om livsnødvendig viden som f.eks. hvad mine bekendte har fået til aftensmad, var endnu mere dræbende onsdag morgen d. 23 oktober kl. 04:50, velvidende at  jeg senere, kun iklædt underbukser, skulle udstilles for en læge der har set alt for mange 18 årige drenge i underbukser.

Kasernen jeg skulle møde op på ligger i Slagelse, så jeg begyndte hurtigt en mental forberedelse på at tilbringe fire og en halv time med min ærkefjende offentlig transport. Jeg havde tjekket rejseplanen utallige gange i forvejen og kl. 5:43 stod jeg på bus 660R fra Nyråd. Jeg viste den, hos buschauffører og togkonduktører, velkendte blå billet der skulle fragte mig til og fra session på forsvarets regning.
Der var noget fredsfyldt ved følelsen af at være stået op i mørket før resten af Danmark. Den følelse forsvandt dog hurtigt da jeg nåede Vordingborg station, hvor pendlere havde invaderet perronen.

I toget fandt jeg mine høretelefoner frem mens jeg kørte mod Ringsted. Normalt finder jeg det stærkt beroligende at sidde i toget med musik i ørerne og kigge ud på marker og skov, men der var intet at se i mørket og jeg måtte anstrenge mig for ikke at lukke øjnene i frygt for at falde i søvn.
Efter hvad der føltes som hundrede år og en madpakke nåede jeg Slagelse station, og da jeg ikke havde nogen anelse om hvor bussen jeg skulle med holdte, forsøgte jeg desperat at følge efter en mand i militæruniform som bevægede sig målrettet og alt for hurtigt i mylderet. Som jeg havde håbet, skulle han med samme bus som jeg, og jeg satte mig tilrette blandt en masse andre unge der ligesom jeg lignede nogen der havde været alt for tidligt oppe.
Det var stadig mørkt da buschaufføren stoppede foran kasernen hvor der stod en belyst tank ud til vejen. Vi gik otte drenge samlet mod indgangen uden at sige ord. Vi fulgte de store skilte på væggene i bygningen og fandt vej hen til opholdslokalet vi skulle møde op i. Lige som vi havde sat os til rette i de elendige IKEA stole kom en ung mand i uniform ind og bad os følge med ud på gangen og stilles os på en række langs væggen. Han råbte informationer om hvordan de næste to timer skulle foregå og igen var informationen efterfulgt af trusler om hvad konsekvenserne af snyd i prøverne ville være. En efter en fik vi tildelt et nummer og gik ind i det spritnye klasselokalet med to mands borde opdelt af en plade i midten. De næste to timer forløb præcis som han havde råbt det på gangen uden nogen former for afvigelser fra planen eller mulighed for at stille spørgsmål.
Efter en række film der alle fejlede i at være sjove eller spændende efterfulgt af en lang intelligenstest der fik mig til at føle mig dummere end nogensinde, var det tid til det berygtede lægetjek. Jeg blev beordret ind i et lille og koldt omklædningsrum  med en bænk, et spejl og en dør i hver side. Der sad jeg så i 10 minutter i underbukser og ventede på at døren skulle gå op til den anden side til noget der lød som en lidt for ivrig kvindelig læge i færd med at tjekke en anden dreng. Og rigtigt nok, det var en kvinde der åbnede døren og bad mig træde indenfor. Selve undersøgelsen foregik ved at jeg som en robot blev tjekket for større fejl eller mangler og at hun skulle stå så tæt på mig at hun nærmest ikke havde brug for et stetoskop for at lytte til mit hjerte. Men det korte og det lange var at jeg blev erklæret egnet. Hurtigt på med tøjet igen.

Selve lodtrækningen var jeg ikke nervøs for. For det første havde jeg ikke noget problem med at blive militær nægter og for det andet var chancen for at jeg ikke trak frinummer lige så lille som min chance for at score 12 i en tyskprøve.
Det foregik på bedste manér ved at trække et nummer fra en rød tromle på vejlederens skrivebord. Men jeg trak ikke frinummer.
Jeg trak et nummer inden for det åndsvage interval de kalder for ’måske-numre’ som stort set er det samme som et frinummer.
Der var 36.000 numre i alt hvoraf 4000 var måske-numre og resten frinumre. Hvert år har de plads til ca. 5000 nye danskere i forsvaret og hvert år er der over 7000 frivillige ansøgere. Så selvom jeg ikke trak frinummer, forsikrede vejlederen mig at der skulle ske et mirakel hvis jeg blev indkaldt til værnepligt.

Man kan diskutere meget om hvorfor vi bør bevare eller afskaffe værnepligt, men dette var blot en beretning om tidsspild.

Jeg har en afhængighed. En ting som jeg hver eneste dag bruger tid på, en ting som ville få mig til at gå i panik hvis det ophørte med at eksistere lige pludselig. Det kan få mig op og flyve i ren og skær eufori, og ligeså højt det kan få mig op og flyve ligeså rasende og trist kan det gøre mig. Det kan på 90 minutter få dig til at gennemleve hele dit følelsesregister, og fra august til maj optager det konstant mindst 25 % af min daglige tankestrøm. Men i forhold til andre euforiske stoffer er der ikke endnu dokumenteret at brugere af dette stof har fået varige mén.

Som nogen nok har gættet snakker jeg om fodbold, en sport som i århundreder har samlet og underholdt folkeslag og som flere steder i verdenen bliver brugt som et middel mod kriminalitet og til at holde unge fra gaden.

Jeg er udmærket klar over at min passion for mange vil virke lige i overkanten og nogen vil fuldstændig kunne sætte sig ind i hvad jeg mener. Og jeg har en svag ide om at den del af befolkningen der er uenig har to X-kromosomer. Og det er ikke for at prøve at få jer til at se fodbold, men derimod en anmodning om at forstå at når vi råber af Tv’et fordi Rommedahl laver selvmål, så er det vores hormoner så vil i ikke være søde at bare ignorere det og lade os råbe os hæse.

Som den legendariske Liverpool træner Bill Shankly så korrekt sage.

”Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget vigtigere end det”

Av min mave

 

Du snapper efter vejret og falder ned på knæ, det føles som om at alle dine muskler i din mave spænder på samme tid og kvaser dine indre organer, det føles som om du er ved at dø, men det eneste du kan er at grine. Det gør vildt ondt og du forstår ikke hvorfor du bliver ved med at grine, selvom du får så mange smerter, men du kan ikke stoppe. Du glemmer alting omkring dig, du smider alle hæmninger og lader bare lattermusklerne gøre deres arbejde.
Jeg elsker det! Jeg vil med glæde give mine organer op for at få et kæmpe grineflip. Det er så dejligt og befriende, der findes ikke noget bedre.

Især når man kommer til at grine af noget som overhovedet ikke er sjovt. Sådan har jeg det rigtig tit. F.eks. er det ikke særlig længe siden, at jeg begyndte at grine helt vildt over den her joke som Kemme fortalte mig:

”Hvad er ligheden mellem en papegøje og en brødrister? 

- De er begge to lavet af metal, bortset fra papegøjen.”

Hold kæft hvor jeg grinte, men det er vildt mærkeligt at jeg gjorde det, for den er så mærkelig og heller ikke specielt sjov når man tænker over det. Man begynder ofte at grine hvis man bliver lidt forskrækket eller overrasket, så der eneste man åbenbart skal gøre for at få mig til at grine er at fortælle en joke, der ikke rigtig giver nogen mening. Nu har jeg også en rigtig dårlig humor, men alligevel..

Det kan også være, at du har taget dig selv i præcis det omvendte. Altså at du f.eks. skriver ”lol” på sms og faktisk synes, at det personen skrev til dig var lidt sjovt, men du bevægede ikke ansigtet en eneste millimeter. Hvordan kan det være? Er det fordi du er alene så du ikke behøver at virke underholdende for menneskerne omkring dig? Eller er det fordi, at der ikke er nogen, som kan komme hen og se hvad det er du griner af?

Der findes helt vildt mange forskellige slags jokes, vendinger, ordsprog og andre ting som vi synes er sjove i alle mulige slags kategorier. F.eks. perverse jokes, Alle børnene-vittigheder, blondine jokes, århusianer-vittigheder osv. Det kommer selvfølgelig an på hvem man er, om man godt kan lide en joke som f.eks. ”hellere tre stjerne på salamien, end tre salamier i stjernen”, eller om man er mere til ”alle børnene stoppede ved skrænten, undtagen Finn, han var blind.”, men uanset hvad, så findes der nogle jokes i verden som man helt sikkert kan komme til at grine af.

Det er helt vildt sundt at grine. Man får bedre søvn, bedre immunforsvar, det er godt mod stress, lungekapaciteten bliver større og det hjælper også psykisk, altså med f.eks. depressioner. Selv hvis man griner ”falsk” hjælper det. Der findes faktisk nogle kurser rundt omkring i landet, som man kan melde sig ind i, hvor man så kan lære at grine falsk. Så står der en gruppe mennesker i en lille rundkreds og tæller ned 3..2..1.. Grin! Også griner de i en hel time af ingenting overhovedet. Det er nok sjovere at grine af dem end med dem.

Mænd er sjovere end kvinder, og sådan er det bare. Det sjove er, at det faktisk er rigtigt. Der er blevet lavet en undersøgelse der viser, at både mænd og kvinder synes, at mænd er de sjoveste. Ville bare lige nævne det J

En ”løgnhistorie”

Det er sjovt som nogle historier og fortællinger kan sidde fast i ens hukommelse i mange år, uden man tænker over det.

For ti år siden, var jeg på vandretur med mine bedsteforældre på Skåneleden i Sverige. En af de sidste aftener mødte vi et ungt par som skulle overnatte i samme shelter som os. Det blev mørkt og vi sad rundt om bålet og snakkede. Pludselig spurgte den unge mand, om jeg ikke ville høre en ”løgnhistorie”, det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg hørte historien to gange den aften og siden da har jeg kunne huske den udenad. Og det er først nu, ja faktisk lige om lidt, at den for  første gang bliver nedskrevet og læst op fra et stykke papir, for ellers har den gået fra mund til mund i mange går.. En rigtig ”vandre historie”

 

Der var en gang, og for enden af den gang var der en dør. På den anden side af den dør, var der et kuglerundt hus uden døre eller vinduer. I hjørnet af det hus sad en skaldet mand med langt hår i nakken .  Pludselig bankede det på døren, og den skaldede mand med langt hår i nakken sprang op og åbnede døren. Udenfor stod en død mand. I den ene hånd havde han en kniv, i den anden havde han en pistol og i den tredje havde han også en kniv! Den skaldede mand med det lange hår i nakken blev bange og løb ud af huset og ned til havnen, men på vej til havnen faldt han ned i et kæmpe stort hul, som han ikke kunne komme op af. Han kom i tanke om, at i han hjemme i  skuret havde han en stige. Han kravlede op af hullet, løb hjem og tog fat i døren til skuret, men den var låst, og nøglen lå inde i skuret! Så den skaldede mand med det lange hård i nakken, åbnede døren, fandt nøglen, gik ud, låste låsen op, gik ind, hentede stigen og løb ned til havnen igen. Men da han kom ned i hullet opdagede han at stien var for kort! Så han gav sig selv 3 på kassen, 1, 2, 3, og stillede stien oven på dem og kravlede op af hullet. Da han kom helt ned til haven lå der tre skibe. Et uden side, et uden bund, og et der slet ikke var der. Den skaldede mand med det lange hår i nakken tog en hurtig beslutning, og hoppede ned i det skib der slet ikke var der, for så kunne den døde mand ikke se hvor han sejlede hen. Han kom hen til en ødet ø, hvor der stod tre nøgne negere med hænderne i lommerne og så sure ud. Den skaldede mand med det lange hår i nakken blev bange og løb ind i junglen og op i et træ. Her sad han til det blev aften. Pludselig kom der en tiger forbi, så den skaldede mand med det lange hår i nakken hoppede ned på tigeren, tog den i lommen, gik op til kiosken og vekslede den  til to 5’ere, så han kunne ringe hjem fra mønttelefonen og høre om den døde mand stadig var der. Men der var ingen der tog telefonen. Den skaldede mand med det lange hår i nakken gik ned til stranden igen, men hele øen var hegnet ind. Så tog han en orangutang, tog det orange væk og klippede hul i hegnet med tangen. Da han kom ned til vandet kunne han ikke finde båden, for den var der jo slet ikke. Den skaldede mand med det lange hår i nakken begyndte at svømme, og da han senere var kommet hjem, satte han sig i sin stol med en kop varm kaffe og tænkte over dagen. Pludselig gik det op for ham, at han jo slet ikke kunne svømme, og så druknede han i kaffen!

Et godt blow

De første skridt, til det vi i dag kender som internettet blev taget i 1960’erne. Det blev udviklet af det amerikanske militær. Det primære formål var at det ikke skulle værre muligt for fjenden, at fjerne store mængder data med et slag. Det har i dag udviklet sig til en meget vigtig ting i det moderne samfund.

Hvordan jeg fik ideen til hvad jeg ville skrive om stammer fra i går, da jeg satte mig ned for at skrive det her blogindlæg. Jeg var lidt i tvivl om hvad jeg skulle skrive om, så derfor valgte jeg og gå på internettet, nærmere bestemt Google. her var min idé at søge under ’’et godt bloginlæg’’ For at få lidt indspiration. Men da jeg havde skrevet ’’et godt blo’’ kom Google med nogle lidt uventede forslag til hvad jeg måske søgte efter. Øverst lå ’’et godt blow’’ nede under kom så alverdens guider om hvordan man gav det helt rette blowjob. Dette er et lidt sjovt eksempel, men det fik mig til at tænke over hvor nemt det er for vores generation og få fat i indformation.

Min far var i starten meget skeptisk over for internettet. ’’Der er ikke noget på nettet man ikke kan finde ud af i et lektiekon’’. Men her var et lysende eksempel på noget man højst sandsynligt ikke kunne slå op i et lektiekon. Og det synes jeg er mega fedt, ikke så meget det at man kan lære og give et godt blowjob, men mere det at du har adgang til så sindssygt stor mængder information, om så sindssygt forskellige emner hele tiden. Jeg kan næsten finde ud af alt, hvis jeg gider bruge lidt tid på internettet. Og uden at jeg behøves og læse en hel bog, men min søgning bliver mere specifik. Jeg er overbevist om at mange i gennem tiden har søgt på viden på internettet som de fandt vigtig. Men som de aldrig kunne finde på og spørger et andet menneske om.

Det kunne for eksempel værre noget så alvorligt som sumptomerne på brystkræft. Hvor nogle måske vil føle det grænseoverskridende og skulle tage til en læge for at få det tjekket. Og især når de ikke er helt sikre på om det nu er kræft. Det kan i værste tilfælde ender op med at de ikke og få det undersøgt. Det tager mig lige præcis 35 sekunder og finde ud af hvad symptomerne på brystkraft er. Så derfor vil jeg bare sige tak internet for at rede liv og lære folk andre vigtige egenskaber.

Grib dagen før det bliver for sent

Jeg kan mærke på mig selv hvornår man har de gode dage og de dårlige dage. De dårlige dage har man det, som om en ond, ond djævle er sendt direkte ned i fjæset på dig, som om man vågner op til en blanding af Fetterlein og Amalie, der diskuterer og skændes lige oppe i ansigtet på dig, en følelse af guds tis styrter ned i hovedet på dig. Kort beskrevet, en virkelig lorteoplevelse, som er så svær at gøre god. Og det ødelagde virkelig bare ens humør, livsglæde og sjæl.

 

Men…

 

Så er der jo også de gode dage. En livsbekræftende succesdag.
Solen skinner, fuglene synger, smil og glæde blomstrer omkring en. Naboen vinker så kraftigt at hans morgenkaffe flyver ud af mundvigen på ham, buschaufføren smiler så meget at det er tæt på at blive ulækkert, skolelærerne fyrer jokes af i massevis, som man ikke troede skolelærere kunne, en fornemmelse af at de købte Arla produkter man spiste til morgenmad, er fyldt med flydende lykke, ja og Reimer Bo er blevet en flot fyr, jeg kunne blive ved.

Så det handler bare om at gribe dagen, lad vær med at synes dagen er dårlig før du er vågnet op, og så husk at smile til verden, det kunne være den smilte igen J

 

Skrevet af Mathias 2.a

Starten på mit udvekslingsophold

Viktor Nielsen

Dansk

 

Starten på mit udvekslingsophold

 

Vi får klædt om og sat håret hurtigt og efterlader tøj, sko og diverse overalt på gulvet. Maxi råber panisk på engelsk med en meget gennemtrængende tysk accent noget om en solcreme han ikke kunne finde. Jeg prøver at få sendt de sidste sms’er videre til de to piger, vi havde mødt på board-walken tidligere på dagen og får til sidst aftalt et sted vi kan mødes. Den paniske tysker, som ræser rundt på hotel værelset som om russerne stod og bankede på døren, skælder ud og bander på tysk. Solcremen måtte undlades, for vi måtte faktisk ikke være ude alene, men vi ville skynde os før det blev aften, da vores værtsforældre ville komme hjem til hotellet.

Solen hamrede ned på os ude på gaden og mens den kære tysker,  som havde en hudfarve som et spædbarn, måtte brokke og klage sig, så kunne jeg heldigvis drage fordel af min tolerance overfor solens ubarmhjertige UV-stråler, som Maxi kaldte dem. Selvom mødestedet var tastet ind på Maps på vores Iphones, havde vi intet held med at finde frem. Vi går og går og jo mere vi går desto mere kommer vi til at mistænke, at vi måske er faret vild. Så forbi passerende må altså blive ulejligede, beslutter vi. Et problem opstår så her. Alle på gaden var drag queens og ingen af os turde nærmer os de  - ærlig talt - sære skabninger. Man skulle tro at man ville være let påklædt, når der var så varmt, men ikke hvis man er en super drag queen med respekt for sig selv. Man skal helst fremstå som et væsen fra en anden dimension og være lidt for tilnærmende, når man kommer ind for en hvis radius. Vi måtte altså give op og finde ind i skyggen, da vi ikke kunne holde varmen ud.

Efter noget tid kom der en person forbi, som ikke så skræmmende ud og som vi begge turde spørger om vej. Vi finder altså ud af, at mødestedet er på stranden ved en restaurant, som vi spiste hos to dage forinden. Så et stort tak var på sin plads til den forbipasserende og vi fandt hurtigt vores vej. Til vores store overraskelse stod pigerne der stadigvæk og de var heldigvis ikke vrede over at vi kom en halv times tid for sent. Så længe vi bare ikke havde brændt dem af, gav de udtryk for. Men til gengæld så måtte vi gå med til hvad de havde planlagt at vi skulle. Maxi og jeg udvekslede undrende blikke, men når man befinder sig på en homostrand besat af drag queens, så kan de nok ikke have planlagt noget, som ville være specielt farligt eller mærkeligt.

Afsted går vi ned langs stranden og stemningen er helt i top, selvom Maxi er ved at blive lidt rød på hans næse og skuldre. Dette skulle ikke være noget problem, da vi var på vej ud for at bade og med de opmuntrede ord med at vandet nok skulle skærme lidt for de farlige stråler og lindre lidt på hans smerter, undgik vi at have en sur tysker med os og han må være en af de ubehagelige af slagsen efter flere episoder af møgfald på tysk, når man kom til at tage for lange bade og efterlade det kolde vand til ham om morgen.

Så Maxi spørg hele tiden, hvorfor vi ikke bare kan bade her da vandet så indbydende ud. Han måtte skuffes og forklares at vi skulle til et bestemt sted hen. Og et bestemt sted var det! Vi begynder at se nøgne mennesker længere fremme og vi ankommer til et skilt, som forklarer at vi nu bevæger os ind på nudist området og tøj selvfølgelig ikke var tilladt. I første omgang var vi ret skeptiske overfor forslaget, men efter megen snak frem og tilbage måtte vi alligevel befinde os helt nøgne ude i vandet. Det var egentlig ret sjovt indtil vi blev genkendt og ikke af hvem som helst. Nej det var selvfølgelig vores værtsforældre som også var ude og svømme sammen med os fire unge mennesker. Fik jeg nævnt at vores værtsforældre er bøsser? Nej, men op ad vandet skulle vi i hvert fald og før Jim og Jb (som de hedder) kunne nå at sige det ene eller det andet. Tøjet kom på i en lyn fart og vi skyndte os mod hotellet.

Så efter at have været under en uge i USA følte vi at vores udvekslingsophold ligesom var skudt igang.

Solskoldet

 Jeg har altid haft heldet med mig når det kom til sol. Jeg får farve rimlig hurtigt, der er bare et problem. Det var ikke en dejlig nøddebrun farve, så man kom til at ligne en hawaiiansk strandgud. Nej det var snarer en farve så man kom til at ligne en reje som lige er blevet kogt. Der er to specielle solskoldninger som jeg mindes særligt.

 

Den først solskoldning, var den anden dag i Rio. Det var 35°, og vi skulle rigtig ud og nyde Copacabana. Vi kom ned på stranden, og smurte os straks ind i solcreme, og kastede os straks ud i bølgerne. Efter en tid skulle min far hæve nogle penge, og gik af sted i bare tæer, men kom hurtigt tilbage og fortalt at han havde nok lige danset det bedste samba nogensinde, fordi den sorte asfalt var glohed. Da han igen var gået, syntes jeg at jeg havde mere end varmt, og ligeledes havde min bror det. Vi blev opmærksomme på at vi var begyndt at ligne noget der var løgn. Vi fandt solcremen, og opdagede noget rædselsfuldt! Der stod faktor 5! Vi var altså langsomt blevet stegt. Så vi drønede ned og gjorde vores håndklæder våde, og satte os under parasollen, pakket ind som beduiner. Man kunne se de lokale tænkte: "turister". Vi gik straks tilbage til hotellet da min far kom tilbage. Man skulle tro at det sluttede her. Men højdepunktet var om aftenen da jeg skulle tage et bad. Idét jeg skyder glasdøren i badet til side, springer glasset! Så der stod jeg som gud havde skabt mig, plus jeg var skoldet. Så jeg måtte gå med bare fødder ind over glasskårende og kaste mig ud på gangen. Det første der sker er så at vores egyptiske hotel-naboer banker på, jeg når at krænge min underbukser på og åbner. Jeg har aldrig set sådan et ansigts udtryk. der stod jeg. Skoldet, blødende fødder og i underbukser. Jeg brugte de næste to dage indenfor, i sengen. Fed start på min Brasilien tur.

 

Den anden særligt mindeværdige solskoldning fandt sted i Australien. Jeg havde sommerferie. Jeg og vennerne skulle en tur til den offentlige pool, da det var 40°. Vi kom ind og lagde os. Jeg tror vi må have ligget i et kvarter før jeg hører en af de andre grine. Han griner af at mine ben havde fået samme farve som mine laksefarvede shorts. Det så helt surrealistisk ud. Det så ud som om jeg havde lyserøde bukser på. Og det gjorde ondt.

Jeg kan huske da min værtsfar, som havde advaret mig mod solen, så det. Først blev han vred, men siden grinede han af at jeg ikke rigtig kunne sidde ned, uden det føltes som om man havde kogeplader fra lårene og ned. Det var en meget lang, og pinefuld uge.

 

Skygge! Sol hat! Solcreme! Fat det nu!

Det punktum, der aldrig kommer ..

Der ligger en masse ufærdige sider foran mig nogle som er næsten færdige, andre der næsten ikke er påbegyndt og flere som samler på spindelvæv i massevis. De er en del af den bog der er ved at blive skrevet en bog, som først vil blive afsluttet den dag jeg ikke længere vil være og finde i denne verden. En bog der er så personligt og uvurderligt, som noget kan blive.

Der står navne skrevet henover papirerne; Cathrine, Mads, Ditte og mange flere, hvor historierne er påbegyndt. Historier som gemmer på mindeværdige og tårefyldte stunder, som der hver især har været mellem alle disse personer og mig selv. Disse personer har jeg selv valgt skulle være en del af min bog enten på den ene eller den anden måde gennem valg jeg har taget, eller under sene aftenstunder i godt selskab.

Og så er der de sider som ligger helt uskrevne og er stoppet midt i en sætning af et komma, og som aldrig har fået sat det sidste punktum. Det føles som om alting er blevet gråt. Som når regn falder fra en skyfri himmel. Når man ude i horisonten kan fornemme de grå skyer, som langsomt driver indover land og til sidst har fortæret den blå himmel og alting er blevet gråt.

Med tiden bliver det som har stået på siden blot et minde, som bliver mere og mere grumset.

Det er ved at være på tide at afslutte den uskrevne sætning, den sætning som aldrig blev fuldført. Vende ryggen til historien bagved og sørge for at den får en afslutning - sætte det sidste punktum.

-          Christina Dalsig, 2.a