Klokken er blevet 2

Klokken er blevet 2.. altså 2 om natten..

Og på det her tidspunkt fandt jeg endelig noget at skrive om..

Alle har skrevet et super godt blogindlæg.. men… For at kunne skrive det bedste indlæg, så er man nød til at være i et godt selskab, lige præcis som jeg er her og nu.

Nå.. lad os starte…

Jeg er sammen med bedste venner fra Nyråd, det er påskeferie, og hvad skal man lave? Der er så mange muligheder, men det handler om at vælge den rigtige…

Jeg sidder med en gøg i munden, musikken spiller med, Taylor Swift, du ved 22.. Normalt plejer den musik ikke rigtig at sige mig noget, men stemningen er der, så hvad’ fanden.

Nikoline tænder en cigar, jeg smager, den smager faktisk godt, hver gang jeg smager på en cigar, så smager den altid af gamle sure sokker, og en snert morfars æld gamle skrivebord.. Men det handler om at være i nuet.. Og derfor smager jeg.

Og jeg fik en fantastisk følelse i fredags… en følelse af en person der endelig kunne lide en, på den måde man egentlig rigtig er.. Og ja.. det er surrealistisk at sige, men sådan var det bare. Jeg er nu i engang med at drikke nummer et, to eller var det tredje glas whisky? Jeg husker det ikke, men hvad betyder det, så længe det retoriske oppe i ens hjerne stadig virker, så det bare med at komme i gang.

Cigaretten askes.. og jeg tager en tår af Carlsberg øllen.. Så mange følelser, smage og oplevelser på en gang.. Det er svært at skrive dem alle sammen ned, men jeg prøver…

Jeg fandt egentlig også ud af at jeg går i verdens bedste klasse, folk med forskellige holdninger, nogle er kloge, nogle er knap så kloge, men det fællesskab vi har, det er der sgu ingen klasse der slår. Også fordi at

Nå.. Carlsbergen er snart tom, jeg åbner en ny.. Fordi jeg har lyst.. og fordi det er det rette af gøre..
Og det kan godt være at dette blogindlæg ikke giver mening, men hvem sagde det skulle gøre det? Jeg skriver bare hvad jeg føler, og prøver at leve i nuet, fordi jeg synes det er så fandens vigtig at gøre det.

Skål.. Og god påske!

MJ

Giv mig lidt medlidenhed

Når jeg er syg eller har tømmermænd bliver jeg til et ynkeligt menneske. Så vil jeg bare ligge på sofaen og have min mor til at være hos mig. Selvom hun til tider driller mig med, at jeg bliver mande-syg (et udtryk min mor har opfundet, når man har det rigtigt skidt, så bliver man lige så ynkelig som mænd når de er syge), så giver hun mig altid den medlidenhed jeg mangler. Derfor er det rigtig trist, når der sker noget og mor ikke er der.

En af de værste gange uden min mor var i efteråret, da jeg var i Frankrig med de andre der har fransk. Vi skulle ud og rafte i kajak og vi fik af vide, at man nemt kunne vælte ud. Vi var pakket godt ind med redningsveste og hjelme. Det gik ikke synderlig godt, da jeg ikke kunne finde ud af komme frem og hele tiden var flere meter bag resten. Da vi kom frem til, hvor vi skulle rafte syntes jeg, at jeg havde meget godt styr på det, da jeg kun havde væltet en enkelt gang. Det gik godt lige indtil, at jeg væltede igen. Først ramte jeg hovedet mod en sten men kom dog op igen og hev voldsomt efter vejret. Men det var lidt svært, for næsen var fyldt med vand og redningsvesten strammede om brystet, så jeg kunne ikke trække vejret dybt ned. I mens råbte nogen af franskmændene til mig på engelsk, at jeg skulle prøve at komme ind til siden. Men strømmen var ret stærk så endte med at flyde med, med benene der ramte bunden der hvor der ikke var dybt. Til sidst kom jeg ind til siden, hvor turen endte. Halvdelen af turen havde jeg flydt rundt midt i det hele. Jeg kravlede op, dryppende, med forslåede ben og på grådens rand. Jeg åbnede min redningsvest for at få luft og så mig omkring, der var ikke nogen danskere, kun et par franskmænd der var ved gå tilbage med deres kajakker.

Der var ingen kære mor, ingen medlidenhed, ingen kærlighed. Kun et par franskmænd der syntes jeg skulle tage mig sammen, så det blev jeg nødt til. Det var en bid af den verden der venter mig når jeg ikke længere bor hjemme og ikke har min mor til at pusle om mig. Det var måske i virkeligheden nok sundt. Selvom jeg i den situation godt ville have haft bare lidt medlidenhed. Bare en lille-bitte smule.

Blogindlæg

Hmm næsten færdigskraldet. Imens ens fingre er udmattede og smurt ind i saften fra appelsinen, kommer jeg til at tænke på, hvad jeg skal stille op med den, når den er færdigskraldet. For ligemeget hvordan denne appelsin skal åbnes, så jeg kan begynde at spise af den, kommer det til at dryppe med saft. Men jeg elsker jo appelsiner, og vil virkelig gerne spise dem,  men forarbejdet er altid afmagtende. Først er den helt kuglerund og orange, og fyldt med skrald. Faktisk ville det være meget lettere bare at tage et æble. Men alligevel vælger jeg appelsinen, og tager kampen op, selvom det ser uoverskueligt ud. Så hvordan formår jeg at undgå et virvar af appelsinskralder når jeg endelig er over halvvejs? Jeg kunne jo splitte den oppe fra oven så den delte sig på midten. Men det vil sikkert også dryppe, for der er meget skrald foroven. Jeg kunne også skille den mellem stykkerne, men det plejer jeg ikke at gøre, så her ved jeg ikke hvordan det vil ende. Det kan gå begge veje. Det kan det med de to muligheder jeg har her. Der er sikkert mange flere muligheder end disse, men de har ikke været til overvejelse endnu. IIhh hvor er den irriterende den appelsinskrald, og super bitter. Men sandheden er jo, at en appelsin uden skrald ville være helt vildt tør og helt vildt kedelig. Men jeg håber. Og måske havde appelsiner slet ikke smagt så godt, hvis der ikke var noget skrald, for forventningens glade er altid den største. Efter alt for mange tanker om hvordan denne appelsin skal åbnes, er jeg stadig næsten 4/6 dele færdig med at skralde den før jeg endelig kan begynde at spise den.  Samtidig aner jeg ikke hvordan den kommer til at smage, jeg ved bare at de gode smager helt vildt godt. Men der er et stykke vej endnu, et år og 2 måneder ca.

GOLF

Rolf er ren
Golf er sagen
Jeg har en plan
Om at bruge hele dagen
På slå over bolde over en ban'
Det med golf det kan jeg li
Den nye tiger jeg ikke kan bli
Jeg slår huller i luften som var det en si
Just som min ven han gik forbi
Han synes jeg er lidt af en nat
For ingen tænder han nu har
Han kommer sku nok heller ikke til at blive far
Jeg skød hans bolde langt væk herfra
Så nu skylder jeg forsikringpenge
Sikke noget lort

MIN FØRSTE DIGTSAMLING

Morgen på Roskilde Festival:
Mågernes jammer
Varmen er ubarmhjertig
Teltet åbnes, øl

Formiddag på Roskilde Festival:
Øl øl øl øl øl
Min klapstol falder sammen
Jeg sidder fint her

Eftermiddag på Roskilde Festival:
Toilettets dunst
Nøgen mand i indkøbsvogn
Flere nachos, tak

Aften på Roskilde Festival:
Solen står lavt nu
Skulle man aldrig ha en øl
Orange scene

Nat på Roskilde Festival:
Slørede knæklys
Kan ikke finde venner
Burde sove, øl

Balancegang

Tvivl

T - V - I - V - L

 
Tager livet af mig

Viljen… Hvis bare den var fast

Intethed. Som et kæmpe tomrum der fylder mit sind

Vished.   Det skal nok gå. Som en sut hos et barn; der man søger tryghed

Løgne. Løgn eller loyalitet? - To modsætninger som aldrig vil mødes

 

Sjælevarmende skønne solstråler skinner som smaragder, smelter sne, smelter slud samt smerten i dit sind. Sender smil, sender sundhed som spredes som ringe i vandet.

 

V - A - R - M - E
 

Venskab, som en del af livets vals

Arme omkring dig når det hele falder sammen

Retter ryggen og rejser

Mod glæde og lys

Erstatter din tvivl, bare en stund

Varme

Natten

Det var en mørk forårsaften i skoven, vinden var hård og kølig med tegn til storm. Jeg var på vej hjem til mig selv efter en lang gåtur i skoven. Huset, jeg boede i, var ikke noget almindeligt hus, det var gammelt, så gammelt at der var en gamle fastnet telefoner fra 1900-tallet på hver etage og det var et hus der var så stort, at end ikke jeg, som havde boet der i gud ved hvor mange år, havde været i alle rum. Huset lå mile væk fra alting, midt ude i skoven hvor end ikke solens stråler kunne gennemtrænge trækronernes skjold af blade. Jeg åbnede døren, smed mine sko hen i det sædvanelige hjørne og løb op på tredje sal for at hente min pibe og tilbage igen, tændte mine stearinlys, pejsen samt min pibe og satte mig til at læse i min bog af Steven King. 20:14 Mørket udenfor var blevet tættere og mere uigennemtrængeligt end da jeg kiggede sidst. En følelse af at jeg ikke var alene fik mig til at tænde mit fjernsyn, som jeg ellers ikke bruger normalt sådan en lørdag aften, men lyden af nyhedsværten fik mine nerver til at falde til ro.

Men da en flashende nyhed kom på skærmen gjorde min mave et spjæt med ordene ”patient flygtet fra sindssygehospital, kan være farlig, luk og lås alle døre og vinduer”. Jeg skyndte mig, uden at tænke, med al hast hen til døren og låste, samt alle vinduer på anden sal for en sikkerhedsskyld. Efterfølgende sad jeg fortsat i min lænestol med både pibe og bog og kærtegn fra pejsens bløde varme bølgede beroligende hen over mit ansigt. 20:47 det gav et sæt i mig, da det pludselig bankede på døren, hvem kunne det mon være? Med sindssygepatienten i bagtankerne gik jeg tøvende hen til døren, men til min lettelse kunne jeg ane noget blåt og rødt lys igennem mine gardiner og låste op, der stod en betjent der spurgte mig om jeg havde bemærket noget mistænkeligt, jeg spurgte om det havde noget at gøre med patienten, der var flygtet og han svarede til min skræk ja, han var på patrulje i en radius af 7 kilometer rundt om hospitalet, det gav endnu et sæt i mig, jeg vidste ikke at det lå så pokkers tæt på? Hmm. Jeg gik indenfor efter at have fortalt betjenten alt jeg vidste om skoven her. Og låste døren igen.

Telefonen ringede, jeg tog den men ingen svarede kun en svag lyd, som om nogen åndede ind i røret på den anden side. Jeg lagde på og tænkte det nok havde noget at gøre med stormen som var taget til. 21:25 telefonen ringede igen og med piben i hånden tog jeg røret og sagde ”Hallo? Hvem?”, der var en lang øredøvende stilhed indtil der var en stemme der sagde ”fiiind miiiig” målløs lagde jeg røret på og tænkte igen på patienten som var flygtet. 22:04 naiv som jeg er, havde jeg taget en kniv ude fra køkkenet, kun min underbevidsthed havde bemærket, at det var som om, at der manglede nogle knive. Kniven havde jeg i hånden, jeg listede mig tilbage til den varme pejs. Lyden af vinden der desperat prøvede at bryde igennem husets mure og lyden af regnen der bragede mod vinduerne gjorde mig endnu mere urolig og får min hjerne til at tænke de værste scenarier igennem, og hvordan jeg mest mulig kunne komme væk: under ingen omstændigheder kan jeg forlade huset for at søge hjælp, ikke kun grundet stormen men også det faktum at jeg er mile væk fra den nærmeste civilisation. Alt imens jeg tænker over hvad der kunne ske, kommer det største tordenskrald ”BRRRRROOORRRRUUU” efterfulgt af telefonens ringen. Jeg tog røret op til øret med tusinde tanker bragende igennem mit hoved, ”kom nuuu” lød det med en hæs stemme, med skræk i stemme svarede jeg ”hvem er det?”, personen lagde på uden ord, samtidig ringede det på døren. Næsten vaklende og med korte betænksomme skridt gik jeg hen og kiggede ud af vinduet, til min lettelse var det betjenten igen, jeg lukkede op og bød ham indenfor men han skulle videre for at rapportere til stationen. Han havde ikke mødt nogen eller noget på sin patrulje rundt om i skoven, han takkede og gik. jeg var lettet, frygten som før havde boret sig ind i mine kogler var nu forsvundet og jeg kunne igen slappe af og lægge kniven tilbage i skuffen. 23:28 jeg lå i min seng og faldt stille og roligt hen. Med et sæt vågnede jeg, imens jeg mærkede en kniv der stak direkte igennem mine to øverste ribben og en mand med en aura af ondskab stirrede mig direkte ind i øjnene og hviskede ” jeg fandt dig”, det sidste jeg så var vækkeuret der rundede 00:07. Jeg vågnede fra min drøm, som om jeg fik en kold spandvand i hovedet, lettet over at det bare var en mareridt, vendte jeg mig mod vækkeuret og ser klokken passere 00:06 alt imens min skabsdør åbner sig.

”Aksel, hvor har du gjort af mit salt?”

Jeg er grundlæggende ikke særlig kreativ. Jeg kan bedst lide når der er lige linjer, at der kan sættes to streger under osv. Men der er nogen gange hvor jeg går amok. Det sker ikke så tit for tiden, men det sker dog.

Det sted hvor jeg bedst kan være kreativ er i køkkenet. Der er ikke noget bedre end at kunne tage lidt af det ene og lidt af det andet og mikse det sammen for at se hvad der kommer ud af det. Jeg har prøvet at frembringe de mest fantastiske retter. Selv min mormor, og vi kender alle mormors mad, har rost mig. Men jeg har også prøvet at lave noget som simpelthen var en fejl. Noget man ikke ville give til dyr. Men hvor der steges, brændes der på.

Min kærlighed til madlavning startede med det to smør-guruer James og Adam Price. Jeg elsker deres programmer. Jeg syntes det er fantastisk underholdene. Og så sætter jeg pris på at det hele ikke går op i sundhed, ”rigelig smør”. Hvor andre læser historier før de går i seng, ser jeg lige en episode eller tre før jeg lægger mig til at sove. Også når jeg er i udlandet går jeg meget op i at prøve lokale retter. Her ligger Italien i toppen, og Polen i bunden af mad ranglisten.

Men tilbage til madlavningen. Det bedste og sjoveste i hele verden at lave er kager. Her kan man nemlig slå sig fuldstændig løs. Jeg har brugt alt hvad der er at finde af krydderier, bortset fra safran og trøffel. Rosemarinkage kan jeg ikke anbefale, kan jeg lige nå at sige.

 Men hvis man bevæger sig over i hovedretsafdelingen, så er det chili con carne som er det bedste. Hvis man vil have det stærke, så er det meget chili, og hvis ikke… den har i nok regnet ud. Jeg ser chili con carne som noget af det ypperste, fordi der er altid nok af det = man bliver altid mæt. Og i mit hus er det sådan at den som laver mad, skal ikke rydde op, det får min moster og onkel lov til. At spise er at leve.