tirsdag den 20. maj 2014

Naivitet

Køber en notesbog, helt ny, frisk, ubrugt. Skriver hurtigt et ord på første side. Hurtigt, hurtigere, færdig! En overskrift, en guideline, et emne, som siderne skal fyldes med. Ord oppe og ord nede, vævet ind og ud af hinanden som fantastiske stjernekonstellationer på grænsen til det ydre rum, det umulige, det ufattelige. ’Inspiration’. Siderne kigger desperat op på mig, tomme, afventende. Hvad venter du på, tænker de. Griber blyanten. Stiften knækker. Spids, spidse, spidser. Griber blyanten igen, viljefast, rank i ryggen. Tomhed. Kalder på mine tanker. Hallo? Er der nogen hjemme? Intet. Spindelvæv og tomme arkivreoler. Angst. Tyer til den gamle metode, at grave i gamle noter, hengemte, værdsatte. Graver, graver, graver. Iturevne papirlapper, slidte essays, tegninger, ord, mønstre. Pludselig stirrer en titel gennemtrængende op på mig. Tørster efter min opmærksomhed, higer, sukker efter mit blik. ’Patienten’. Syg, værre, død. Tager siderne op. Vejer dem i hånden. Læser. Læser og husker. Læser videre, ivrigt, grådigt. Sluger hvert ord som var det en livsnødvendighed. Støvsuger teksten for ord, for mening, for liv. Hæfter mig ved slutningen. Læser den igen. Stopper. Stirrer på det sidste punktum. Læser den igen, en, to tredje gang. Kigger op.

Så græder jeg.
      »Selv ikke, at jeg nu ikke har mit eget hoved mere, men hovedet af en anden, som døde uhelbredeligt under den sidste krig, hvorefter det blev givet mig, fordi jeg var et sjældent tilfælde og lægekunsten ønskede at fejre en triumf. Jeg ved ikke, hvorledes det gik til, for jeg var borte i mange måneder, og selv om jeg havde villet ‑ men det havde jeg ikke villet ‑ havde jeg ikke kunnet protestere. Da jeg fik det at vide, fandt jeg, at alt var i orden, og næsten ved det gamle. Men én ting er, hvorledes et menneske føler det, et andet er, hvorledes tingene faktisk hænger sammen; så vidt er jeg kommet i mine overvejelser. Jeg beundrer lægekunsten, jeg er den dybt taknemlig, den skylder jeg mit liv og mit velvære, men den kan ikke svare på, om de tanker jeg tænker stadigvæk er mine, eller om de er min formands, og om det for eksempel er muligt for mig at huske alle de tanker, som han har tænkt. Jeg tror det ikke mere, for jeg har prøvet af al min kraft. Jeg husker stadigvæk kun mine egne erindringer, tænker stadigvæk kun mine egne tanker, og skønt intet af mit legeme er mit, tænker jeg på det som en ejendel, der umisteligt er min. Hvorledes er dette muligt, når intet er mit; medmindre jeg selv er et andet usynligt legeme omkring legemet, eller som en usynlig mund, hvor mit syge, rådne legeme blot sidder som en dårlig tand?

     Lægerne har sagt, at jeg i virkeligheden har et jernhelbred, og jeg giver dem ret. Jeg er ukueligt sund, svækkelsen har kun ramt et lille bitte sted. Når jeg engang er gnavet væk og kastet bort, skal jeg stadig være til stede. »Kan du kende mig,« siger jeg hver dag til min hustru, når hun kommer. »Ja, det kan jeg da,« svarer hun og stryger mig over håret. »Elsker du mig,« hvisker jeg, for jeg vil gerne vide det hver dag. »Jeg elsker dig mere end nogen sinde, « siger hun mildt hver dag. »Men du kan ikke se mig,« siger jeg så højt stemmen kan bære mig. »Jo,« siger hun. »Nej, ikke rigtigt,« siger jeg, »det kan du ikke forstå. Jeg er større, end du tror, hvad du kan se, er slet ikke mig«. »Åh jo, « græder hun, »det er dig. Det er dig.« »Så lad det være mig,« siger jeg. Hver dag.«

Tiden går

Tiden går stærkt.

Man kan vægte tid i penge, lykke, sorg, osv. Men nogle gange er tiden bare tid. Det sidste halve år har tiden for mig været noget som ikke kunne gå stærkt nok, og nu når jeg snart er ved enden, vi er ved enden af dette skoleår. Og nu kan jeg kun spørge mig selv om det gik for stærkt, nogle gange føler jeg at alt går utroligt langsomt, men når jeg kigger tilbage opdager jeg at tiden bare smuttede ud af mine hænder.

Jeg ville ønske at jeg havde haft mere tid med jer for intet kan blive det samme igen, og nu når jeg forlader jer, kan jeg kun savne det som gjorde og gør vores klasse et fantastisk sted at befinde sig i. Jeg ville ønske at jeg kunne dele det sidste år med jer, og jeg er sikker på at blive skide ked af det når jeg ved at I fortsætter uden mig. I har stadig så meget at opleve sammen, men jeg vil prøve at se tilbage på jer med glæden om at jeg var en del af det engang. Og jeg vil ikke ønske at det skulle have været på en anden måde.

Men det er løgn, for lige nu er der intet andet jeg hellere vil, end at tilbringe det sidste år sammen med jer. At færdiggøre 3.g står utrolig højt på min ønskeliste, men at række ud efter noget jeg ikke kan få virker også meningsløst.

Det er som at lette fra reden med brækkede vinger, for jeg kan ikke tage jer med hvor jeg skal hen, og forhåbentlig vil jeg have nået at finde en nødplan inden jeg lander på jorden igen.

Men her på det sidste har jeg indset, at det måske ikke er så slemt at lade tiden løbe fra en. For i enden så er tiden brugt men ikke spildt.

I alt tak, jeg håber ikke at I kommer til at savne mig lige så meget som jeg kommer til at savne jer, men jeg håber nu at I vil savne mig bare en lille smule.

Måske ses vi snart og måske er det her sidste gang, i det tilfælde så er der ikke så meget at gøre ved det, andet end at værdsætte den tid vi har delt. Men husk at lev, for det vil jeg i hvert fald prøve på.

Et mere eller mindre kliche farvel herfra.

Ps. jeg håber at blive inviteret til den næste julefrokost!

Idéer i mit tankespind

Idéer roder i mit hoved
Kan ikke se klart jeg ved at blive blind
Jeg næsten mister modet
Da endnu en idé flyver forbi mit sind

Idéerne fylder helt ned til min tud
Mit hoved bobler og koger
De maser ihærdigt for at snige sig ud
Men de kommer kun i klatter og tåger

Idéerne sejler rundt
Det er umulige at få dem talt
jeg ved godt at døde idéer gør ondt
Men de levende opvejer alt

Idéerne falder langsomt til ro
Efter alt det spektakel de synger i kor
Det er næsten umuligt at tro
De nu ligger på papiret gemt i ord.

Sofia Graversen

søndag den 18. maj 2014

Refleksion over debat

Det er ikke svært at skabe debat. Det kan gøres blot ved at udtrykke sin holdning til noget. Deraf kan der komme andre subjektive holdninger frem i lyset, og alle har argumenter til at forsvare deres holdning. Det kan være alt fra om Danmark skal være en del af EU eller ej, til hvilken vej toiletrullen skal sidde.

Den seneste større debat her i landet, har nok været filmen Voteman fra Folketinget. Der debatteres heftigt om hvorvidt filmen var for grov og nedladende vs. om den var god, da den netop skabte debat og fik folk til at reagere på hvad de så. Det er to forskellige meninger så langt væk de overhovedet kan komme fra hinanden. Og fra begge sider er der gode argumenter, så total enighed om den ene eller anden holdning er nok nærmest umulig at opnå. Når debatten omkring Voteman engang er slut, hvis den slutter, er der altid noget andet at debattere. Oplagt er der den med valget d. 25 maj, om Danmark skal være en del af EU eller ej. Igen er der folk som klart stemmer ja for et Danmark blandt EU, og den anden side med folk der stemmer nej til et Danmark i EU. Der opstår hurtigt konflikter, og måske endda demonstrationer, som igen fører til debat.

Om man har den ene eller anden holdning til et emne, påvirkes nok til dels af udefra kommende holdninger, og folks argumenter for hvorfor de netop har den holdning. Det kan være med til at man selv ændrer holdning, og dermed ”skifter side”, og måske er man den ene person der ændrer noget i samfundet. Eller på badeværelset, om man vil. Så debat kan altså resultere i at man får gennemført noget man gerne vil, eller blot får sin vilje. Voteman var for grov. Et mislykket forsøg på at appellere til de unge, dog alt for offensivt, nærmest truende – men det er jo til debat.


Bo Emil Andersen, 2.a

onsdag den 14. maj 2014

Et lille barn


”Stille, stille, stille nu står solen op, nattens trolde er forsvundet. Den sidste fløj bort i en kaffekop og bli’r nok aldrig fundet.
Åh jeg kigger på stjernerne og drømmer mig langt ud i det blå…”
En gammel drøm om trolde, vækker mit indre barn, har du været væk? Du gemmer dig fra mørket, indtil sol’ står op
Stille, stille, stille nu står solen op.
Hvor er du henne nu? Er du stadig hos mig? Jeg får kun dig at se, når voksne bli’r for meget. En gammel sang dig vækker, fra dit sovekammer.
Jeg kigger på stjernerne og drømmer mig langt ud i det blå.
Jeg har dig stadig hos mig, for evigt jeg dig gemmer. Måske en dag du mig forlader? Jeg savner dig, alting var så nemt. Nu en masse pligter, smilet svinder. Finder ny glæde, men aldrig det samme.
Mit hjerte længtes efter nemmere dage - hvor blev de mon af? Jeg ved jo godt at vi den vej skal gå… Du står stille, bliver mørkegrå. Alene jeg skal gå, mod mit voksne jeg.
Mine øjne glider stille i, mindet om dig, der evigt varer ved. Du er hos mig i drømmen, klar og lys. Et lille barn med dig jeg altid er.
”Stille, stille, stille nu står solen op, nattens trolde er forsvundet. Den sidste fløj bort i en kaffekop og bli’r nok aldrig fundet.
Åh jeg kigger på stjernerne og drømmer mig langt ud i det blå…”

onsdag den 7. maj 2014

En verden til forskel

I min natbordsskuffe ligger fire stykker fint sammenfoldet papir. Jeg holder af at finde disse papirer frem en gang imellem, når verden bliver for lille og mine små problemer for store. De minder mig om alt det, der stadig er at gøre og ændre i denne verden. Og de minder mig ikke mindst om alt det, jeg gerne selv vil gøre.

De omtalte papirer er egentligt bare et tarveligt udprint af en dog alt andet end tarvelig tale - en tale, der berørte mig dybt første gang, jeg hørte den. Talen i min natbordsskuffe er skrevet af den pakistanske pige Malala, som hun afholdt under FN´s generalforsamling i New York - på det tidspunkt var Malala 16 år. Til jer der muligvis ikke kender historien om Malala, kommer her en lille opsummering af hendes historie.

I 2009 tog Taliban magten i Swat-dalen i Pakistan, hvor Malala og hendes familie boede. Tirsdag d. 9. Oktober 2012, da Malala var 15 år gammel, var hun nær ved at betale den højeste pris for at sige sin mening. Malala kæmpede nemlig indædt for sin ret til uddannelse til trods for, at hun var en pige. Men for dette blev hun forsøgt dræbt af Taliban ved et skud gennem hovedet.

For mig repræsenterer Malala meget af det, jeg beundrer allermest, lige som at de ting hun kæmper for, ligger mig nær. Historien om hende sætter fokus på tre forhold, som for mig at se er værd at kæmpe for og for Malala værd at dø for. Nemlig, retten til uddannelse, uanset køn. En ret som Taliban bl.a. ved mordforsøget på Malala og andre piger og kvinder forsøger at knægte. Med religion som begrundelse.

Siden jeg var … år gammel har jeg fulgt interesseret med i stort set alle nationale og internationale nyheder og problemstillinger. Da jeg fyldte femten år fik jeg, efter ønske, mit første avisabonnement og antallet af missede 21:30 TV – aviser de sidste mange år er forsvindende lille. Jeg vil altså på mange måder hævde, at jeg har forsøgt at være en nysgerrig og også holdningsbevidst samfundsborger.  Men det alene gør jo ingen forskel….. Det er mennesker som Malala, der gør en forskel – mennesker som ikke blot forholder sig til sin omverden men aktiv tager del i kampen om at forandre sin omverden.

Men hvad gør man, når man er så pokkers heldig at være født i et land med så få virkelige problemer? Men samtidig føler, at man har holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert og tillige føler et vist ansvar ift. at gøre bare en lille positiv forskel i denne verden? Jeg ved det ikke! Men jeg ved, at jeg ikke ejer modet til fx at trodse Taliban.   

Så jeg drømmer videre,  læser videre, ser videre og gør ingen nævneværdig forskel – endnu.