Naivitet

Køber en notesbog, helt ny, frisk, ubrugt. Skriver hurtigt et ord på første side. Hurtigt, hurtigere, færdig! En overskrift, en guideline, et emne, som siderne skal fyldes med. Ord oppe og ord nede, vævet ind og ud af hinanden som fantastiske stjernekonstellationer på grænsen til det ydre rum, det umulige, det ufattelige. ’Inspiration’. Siderne kigger desperat op på mig, tomme, afventende. Hvad venter du på, tænker de. Griber blyanten. Stiften knækker. Spids, spidse, spidser. Griber blyanten igen, viljefast, rank i ryggen. Tomhed. Kalder på mine tanker. Hallo? Er der nogen hjemme? Intet. Spindelvæv og tomme arkivreoler. Angst. Tyer til den gamle metode, at grave i gamle noter, hengemte, værdsatte. Graver, graver, graver. Iturevne papirlapper, slidte essays, tegninger, ord, mønstre. Pludselig stirrer en titel gennemtrængende op på mig. Tørster efter min opmærksomhed, higer, sukker efter mit blik. ’Patienten’. Syg, værre, død. Tager siderne op. Vejer dem i hånden. Læser. Læser og husker. Læser videre, ivrigt, grådigt. Sluger hvert ord som var det en livsnødvendighed. Støvsuger teksten for ord, for mening, for liv. Hæfter mig ved slutningen. Læser den igen. Stopper. Stirrer på det sidste punktum. Læser den igen, en, to tredje gang. Kigger op.

Så græder jeg.

      »Selv ikke, at jeg nu ikke har mit eget hoved mere, men hovedet af en anden, som døde uhelbredeligt under den sidste krig, hvorefter det blev givet mig, fordi jeg var et sjældent tilfælde og lægekunsten ønskede at fejre en triumf. Jeg ved ikke, hvorledes det gik til, for jeg var borte i mange måneder, og selv om jeg havde villet ‑ men det havde jeg ikke villet ‑ havde jeg ikke kunnet protestere. Da jeg fik det at vide, fandt jeg, at alt var i orden, og næsten ved det gamle. Men én ting er, hvorledes et menneske føler det, et andet er, hvorledes tingene faktisk hænger sammen; så vidt er jeg kommet i mine overvejelser. Jeg beundrer lægekunsten, jeg er den dybt taknemlig, den skylder jeg mit liv og mit velvære, men den kan ikke svare på, om de tanker jeg tænker stadigvæk er mine, eller om de er min formands, og om det for eksempel er muligt for mig at huske alle de tanker, som han har tænkt. Jeg tror det ikke mere, for jeg har prøvet af al min kraft. Jeg husker stadigvæk kun mine egne erindringer, tænker stadigvæk kun mine egne tanker, og skønt intet af mit legeme er mit, tænker jeg på det som en ejendel, der umisteligt er min. Hvorledes er dette muligt, når intet er mit; medmindre jeg selv er et andet usynligt legeme omkring legemet, eller som en usynlig mund, hvor mit syge, rådne legeme blot sidder som en dårlig tand?

     Lægerne har sagt, at jeg i virkeligheden har et jernhelbred, og jeg giver dem ret. Jeg er ukueligt sund, svækkelsen har kun ramt et lille bitte sted. Når jeg engang er gnavet væk og kastet bort, skal jeg stadig være til stede. »Kan du kende mig,« siger jeg hver dag til min hustru, når hun kommer. »Ja, det kan jeg da,« svarer hun og stryger mig over håret. »Elsker du mig,« hvisker jeg, for jeg vil gerne vide det hver dag. »Jeg elsker dig mere end nogen sinde, « siger hun mildt hver dag. »Men du kan ikke se mig,« siger jeg så højt stemmen kan bære mig. »Jo,« siger hun. »Nej, ikke rigtigt,« siger jeg, »det kan du ikke forstå. Jeg er større, end du tror, hvad du kan se, er slet ikke mig«. »Åh jo, « græder hun, »det er dig. Det er dig.« »Så lad det være mig,« siger jeg. Hver dag.«