Nu Er Det Slut

Alle andre har skrevet deres blogindlæg nu. Og alle de gode ideer er brugt. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen for at skrive det samme slags indlæg som en anden. Jeg kunne sagtens skrive om livet og hvad meningen med det hele er, men jeg vil gerne skrive noget som ikke er lavet før.

Freja lavede det mest rørende blogindlæg jeg kan forestille mig. Og der var mange af de andre der fik mig til at grine. Kathrine lavede et digt, så det vil jeg heller ikke. Men hvad skal jeg så lave? Altså jeg er jo den sidste, så måske skulle jeg bruge på det. Det er der jo ingen af de andre der var. Måske er det min opgave at runde af.

Jeg synes alle blogindlæggene er gode. Og forfatterne bag dem er gode. Det er måske det jeg skal snakke om – altså hvor god min klasse er.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er svært at komme op om morgenen, men der er alligevel et eller andet der gør, at jeg får taget mig sammen til at køre i skole. Og bevares, mange af fagene er da både ”spændende” og ”lærerige”, men det er alligevel ikke det der driver værket. Det er tanken om at jeg skal tilbringe endnu en dag sammen med de mennesker jeg bedst kan lide. Jeg ved ikke, om det er de gode anekdoter fra Jens, eller om det er Viktors scorehistorier om piger, eller måske Kathrines bagdel der trækker, men jeg tror det er en kombination. En kombination af Kalles fakta om ubrugelige ting, af Peters humør og Sofias ytringer. Af Brixes humor eller måske mangel på samme og Frejas grin. Jeg ved det ikke.

Og til alle jer andre. Jeg kan ikke vente med at tilbringe anden del af gymnasietiden med jer.

Glædelig Jul!

Også til dig Jeanette

Columbia

http://andresgarcia94.wordpress.com/

Drømmen

Sidder, sidder helt stille. Venter på at det forbistrede tog skal komme og føre mig væk fra dette forbandede sted. Min opmærksomhed bliver fanget af nogle mennesker der står ovre på den anden perron. Deres munde bevæger sig, men der kommer ingen lyd, udover den øredøvende lyd af et tog der bremser. Toget er som en mur foran mig, bestående af metal og bløde passager sæder og uden videre kører det forbi mig og efterlader perronen overfor gold og menneske tom. Ikke andet end en overrevet avis ligger tilbage, efterladt. Hvor mon de blev af, hvor mon toget ville tage dem hen? Mon det var et rart sted? Jeg lægger mig ned på den hårde træbænk og stirrer op i den sorte endeløse nattehimmel og reflekterer over deres forsvinden. Der er kun få glimt fra de små stjerner der er stærke og store nok til at blive set. Det er koldt, min ellers forholdsvis nye skijakke er ikke polstret nok til at beskytte mig fra den ubarmhjertige kulde som langsomt men sikkert dræber den gnist af varme der holder mig i live. Hov, der er noget varmt ved mine fødder? Noget rigtig varmt! Jeg sætter mig op, forundret og opdager at der var et bål for enden af bænken, det taler til mig med sine hurtigskiftende humørsvingninger og idet jeg netop har fået varmen, går det op for mig, at jeg er omgivet af bemærkelsesværdige ansigter. Disse ansigter, de går igen i min hukommelse. Som om at jeg, af alle mennesker er udvalgt til at skulle beskue denne indre krig imellem fakta og fiktion, sandt eller falskt. Har jeg ikke set hende dér før? Jeg kan ikke gennemskue hendes ansigt. De forskellige ansigter svæver omkring mig som forvildede essenser af følelser og erindringer. Det er nu mærkeligt, ikke at kunne genkende hendes ansigt, selvom der er flere navne på min tunge som bare ikke vil glide det sidste stykke ud af min mund eller passe perfekt til hendes utrolige slørede ansigt, dog med et snært af ufejlbarlighed. Ansigtet er nu helt tæt på mig. Næsten forskrækkende mærker jeg noget varmt på mine læber, kysser hun mig? Med et sæt vågner jeg af min trance. Som om der bliver sprunget en brintbombe over hovedet på mig. Jeg kommer til mig selv og opdager, at den trance jeg var i slet ikke var en trance men en drøm. Jeg sætter mig op, en vild hovedpine rammer mig som en hummer med 200 km/t og jeg indser, at det var en rigtig god fest i går.

Lyden af mit liv

Mit hjerte banker så jeg vender mig om

Vender mig om så jeg ikke kan høre det

Prøver lidt at flygte og lidt at glemme

Jeg ligger i min seng, som man jo gør når man skal sove

Men lyden af mit hjerte holder mig vågen

Endnu en gang

 

Men hvorfor?

Hvorfor flygte fra lyden af sit hjerte?

Hvorfor forsøge at fortrænge lyden af sit hjerte ?

Hvorfor kan jeg ikke sove for lyden af mit hjerte?

Min puls er lav og rytmen er fast, der er ingen tegn på uro, svækkelse eller sygdom

Så hvorfor?

 

Fordi!

Fordi lyden af mit hjerte er lyden af mit liv

Lyden af mit held

Min skæbne

Og min død

Lyden af det og det alene skal følge mig resten af mine dage

Resten af mit liv

Og når denne lyd forstummer da forstummer alle livets lyde