Drømmen

Sidder, sidder helt stille. Venter på at det forbistrede tog skal komme og føre mig væk fra dette forbandede sted. Min opmærksomhed bliver fanget af nogle mennesker der står ovre på den anden perron. Deres munde bevæger sig, men der kommer ingen lyd, udover den øredøvende lyd af et tog der bremser. Toget er som en mur foran mig, bestående af metal og bløde passager sæder og uden videre kører det forbi mig og efterlader perronen overfor gold og menneske tom. Ikke andet end en overrevet avis ligger tilbage, efterladt. Hvor mon de blev af, hvor mon toget ville tage dem hen? Mon det var et rart sted? Jeg lægger mig ned på den hårde træbænk og stirrer op i den sorte endeløse nattehimmel og reflekterer over deres forsvinden. Der er kun få glimt fra de små stjerner der er stærke og store nok til at blive set. Det er koldt, min ellers forholdsvis nye skijakke er ikke polstret nok til at beskytte mig fra den ubarmhjertige kulde som langsomt men sikkert dræber den gnist af varme der holder mig i live. Hov, der er noget varmt ved mine fødder? Noget rigtig varmt! Jeg sætter mig op, forundret og opdager at der var et bål for enden af bænken, det taler til mig med sine hurtigskiftende humørsvingninger og idet jeg netop har fået varmen, går det op for mig, at jeg er omgivet af bemærkelsesværdige ansigter. Disse ansigter, de går igen i min hukommelse. Som om at jeg, af alle mennesker er udvalgt til at skulle beskue denne indre krig imellem fakta og fiktion, sandt eller falskt. Har jeg ikke set hende dér før? Jeg kan ikke gennemskue hendes ansigt. De forskellige ansigter svæver omkring mig som forvildede essenser af følelser og erindringer. Det er nu mærkeligt, ikke at kunne genkende hendes ansigt, selvom der er flere navne på min tunge som bare ikke vil glide det sidste stykke ud af min mund eller passe perfekt til hendes utrolige slørede ansigt, dog med et snært af ufejlbarlighed. Ansigtet er nu helt tæt på mig. Næsten forskrækkende mærker jeg noget varmt på mine læber, kysser hun mig? Med et sæt vågner jeg af min trance. Som om der bliver sprunget en brintbombe over hovedet på mig. Jeg kommer til mig selv og opdager, at den trance jeg var i slet ikke var en trance men en drøm. Jeg sætter mig op, en vild hovedpine rammer mig som en hummer med 200 km/t og jeg indser, at det var en rigtig god fest i går.