Tag springet…

Jeg løfter min fod, jeg er langsomt på vej mod enden af rampen. Elastikken om mine fødder, er mit sikkerhedsnet. Det hiver mig op igen, lige som ens familie og venner gør, hvis man ryger helt til bunds, fordi man har taget det forkerte valg. Jeg ved, at mine hænder vil røre vandet, men inden jeg ved af det er jeg oppe igen. Den røde linje, der indikere at enden er nået, er nu uden for spidsen af min skosnude.  Der er absolut ingen vej udenom. Angsten kryber, som frysende is, langsomt op gennem min i forvejen svage krop, hver eneste muskel bliver anspændt. Instinktivt er jeg parat til at løbe min vej, men hvor kan man løbe hen her 40 m over vandet?
Jeg er fanget mellem et impulsivt valg samt de forventningsfulde øjne, som spændt kigger på og lysten til, i bedste tøsepige stil, at stikke halen mellem benene og afblæse det hele. Men er det overhovedet en mulighed? Inderst inde handler det vel også om at bevise noget over for mig selv, ja at jeg faktisk kan tage springet, uanset hvilke konsekvenser det end måtte medføre.

Inden nedtællingen begynder skal der tages billeder, til en forevigelse af oplevelsen. Jeg stiller mig op i bedste Titanic stil,(ikke nær så romantisk) med mine rystende arme ud til hver side, som en lettende fugl, bortset fra at jeg under ingen omstændigheder vil flyve op, nok rettere sagt den modsatte vej, faktisk lige ned imod det blottede hav, med sine skummende bølger. Mine øre opfanger den indtrængende lyd af nedtællingens sidste tal ”1” blive råbt ud til mig. Nu er det nu.

Jeg lader min krop falder ud over rampen, i et øjeblik uden nogen form for kontakt til mit hoved. Tja, jeg mistænker endda mit forvirrede hoved i at være gået hjemmefra, altså helt forladt mig i denne dristige situation. Tilbage er kun en tankeløs krop, som følger en eneste impuls og det er den ordre om, at den skal hoppe.

Jeg styrter ned mod vandet, som en fugl der glemte at slå sine vinger ud. Mødet med det blå, kolde hav kommer nærmere og nærmere. Jeg strækker min hånd for at røre vandet, men kort for inden er der en stærkere magt der trækker i mig, hiver mig væk fra vandet og op på sikker afstand. Det er elastikken, som trækker sig sammen.

Oppe på broen igen, står jeg med et smil fra det ene øre til det andet, det er en glæde jeg deler med de andre som har vovet sig ud i samme oplevelse som jeg. Adrenalinen pumper rundt i kroppen på os, og en mistanke om at ingen af os, egentlig ved hvad der forgår melder sig. Men det er ligegyldigt for vi tog springet på den ene eller anden måde og jeg vil i hvert fald aldrig fortryde det!

En god start

Det var årets første julejagt.
Min søster og jeg var som altid med, men denne gang var anderledes.
Jeg skulle med som skytte på lige fod med de andre og langt mere erfarende jægere.

Under morgenmaden sad jeg med en klump i maven af bare nervøsitet, på trods af at jeg har kendt dem hele mit liv og vidste at deres intentioner kun var at, hjælpe mig med at blive en bedre skytte. At være på jagt handler for mig ikke om hvor mange stykker vildt der ligger på paraden når dagen har nået sin ende, men derimod om at få en god dag i hinandens selskab og nyde naturen.
Dog ville jeg alligevel bevise, ikke mindst overfor mig selv men også overfor de andre, at jeg kunne ramme. Da vi nåede den tredje såt bød chancen sig, en fasanhane lettede fra sit skjul og fløj med høj fart hen imod mig. Jeg skuldrede geværet og fik svunget med, og i baggrunden kunne jeg hører en af de andre jægere råbe ”Skyd for helvede!”, og uden videre sigtede jeg og skød.
Der lå fasanhanen. Det skal opleves før man kan sætte sig ind i hvilken følelse det var når ens første stykke vildt er nedlagt, og hvilken anderkendelse det var da alle var henne og trykke min hånd og ønske tillykke.

Jagt er uden tvivl en mandsdomineret verden dog har jeg aldrig selv oplevet at blive kønsdiskrimineret, men derimod altid følt mig accepteret og ikke mindst respekteret blandt mine medjægere. Det er blandede tilbagemeldinger jeg til gengæld har fået på min jagtinteresse,
nogen var for mens andre stærkt imod, men så sandt som det er sagt

”Jagtmodstandere er mennesker, der ofte har læst sig til deres viden. De har ikke været ude og opleve den virkelige natur. Jagtmodstand er kunstig viden.”- Finn Madsen.

At være tvillinger....

Jeg har igennem det meste af mit liv fået stillet dette spørgsmål. ”Hvordan er det at være tvilling, er det rigtig at man har en helt speciel connection” Jeg ved faktisk ikke hvad der får folk til at tro at man har det, måske det er noget de har læst et eller andet sted. Jeg kan jo kun svare for mig selv og i mit tilfælde må det siges at være et klart og tydeligt nej. Jeg har en tvillingebror der hedder Markus, og som mange andre har vi et helt almindeligt søskendeforhold. Ja vi kunne faktisk ikke være mere forskellige. Det skal dog tilføjes at der faktisk er noget helt specielt ved at være tvillinger, og det er det her med aldrig at skulle gennemgå noget alene. Gennem hele mit liv har jeg kunne dele alle de store begegivenheder som fx fødselsdage, rejser og selvfølgelig min konfiramtion, alt sammen i selvskab med min bror.

Vi har også stået sammen når det handlede om at møde de mange udfordringer i forbindelse med det at blive teenager og ikke mindst det at blive voksen. Vi har også stået sammen i de mindre sjove stunder, og der må jeg ærligt indrømme at det har været rart altid at have haft ham ved min side. Hvis vi starter helt tilbage til den søde folkeskoletid valgte vores forælde at vi skulle i klasse sammen, fordi vi var jo tvillinger. Ja, det gik da også okay de første 6 år, indtil vi begge blev godt trætte af at diskutere om hvem der havde taget den forkerte madpakke med, og ikke mindst den stigende konkurrence om hvem der klarede sig bedst i skolen. Jeg kunne godt føle at vi blev betragtet som et samlet individ i stedet for to forskellige personer, og der kunne næsten ikke blive sagt Malika uden der også blev sagt Markus. Derfor tog jeg det lidt som en selvfølge at vi også kunne det samme på det faglige plan. Der tog jeg meget grusomt fejl, for ligesom med vores meget meget forskellige personligheder, afspejlede det i den grad også vores evne til at lære. Markus har altid været en meget højtråbende og ikke mindst dominerende person, og hvis ikke man havde lagt mærke til ham, skulle han da nok sørge for at gøre opmærksom på sig selv. Modsat ham er jeg en meget stille og genert person, som hurtigt trækker mig, hvis noget kunne minde om at blive alvorligt. Markus fik derfor de høje karakter ved bare at lave ingenting, mens jeg skulle arbejde meget hårdt og længe for at kunne følge trop med ham. Det er en af de ting jeg altid har beundret ved min bror. Vi kom endelig i hver sin klasse i de sidste 3 år af folkeskolen, og det er det bedste der er sket. Vi fik hver i ser mulighed for at kunne udfolde os som de personer vi nu var. Vi afsluttede folkeskolen sammen, og også der blev der konkurreret lidt om hvem der nu havde klaret sig bedst . Jeg var ikke i tvivl, da hele min læseferie var gået med intens læsning, mens Markus stort set ikke lavede andet end at sejle rundt i sin speedbåd med drengene, ja læst blev der i hvert fald ikke. Men NEJ sådan skulle det selvfølgelig ikke gå, han charmerede sig endnu engang ind på lærerne og fik nogle karakterer, som havde han læst hver eneste tekst fra pensum. Det kan jeg så afsløre langt fra var sandheden

Efter folkeskolen kom vi begge to på efterskole og jeg måtte erkende at jeg savnede ham lille smule, det var helt mærkeligt ikke at have ham i min hverdag længere. Vi klarede begge året på hver vores måde, men med det sammen i tankerne. Det var simpelthen for fedt at være væk fra far og mor. Efterskoleåret havde sat gang i en masse modningsprocesser og vi bgyndte at se i øjnene at vi gik hinanden ret meget på nerverne. Jeg haede at han altid skulle komme ind og tænde lyste kl 11 når jeg lige havde slukket det for at sove. Ja og jeg var faktisk begyndt at råbe at han skulle holde sin kæft i søvne, og det skræmte min mor meget, som altid vågnede fordi jeg råbte så højt. Markus valgte at flytte hjemmefra for godt og vel en måde siden, da han ikke mente at hjemmet kunne rumme hans til tider store ego, og jeg jubler stadig. Det er jo ikke fordi jeg ikke elsker min bror, for det gør jeg, vi er bare to vidt forskellige steder henne i vores liv, og jeg har det fint med bare at se med fra sidelinjen. På mange måder er vi en stor del af hinanden og har været det hele livet, og da vi for 18 år siden kom til verden 3 måneder for tidligt og med udsigter til et liv med mange følgesygdome, er jeg sikker på vi klarede det fordi vi var sammen, og ikke behøvede at gennemgå det alene. Som min efterkolelærer en gang sagde til mig. ”At miste sin tvilling er som at miste en del af sig selv.” På nuværende tidspunkt forstår jeg ham ikke, men det kommer jeg måske til en dag, når den tid er inde.

Den kvælende Perfektionisme

Ingeborg siger opdragende, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv, idet jeg skæver surt  til et billede af mit ansigt, fra gymnasiets orienteringskatalog.  Som sædvanligt bliver jeg lidt småirriteret og siger, at det ikke hjælper noget at pointere det. Jeg ved det godt. Jeg ved godt at jeg er hård ved mig selv, at man er god nok som man er.

Men i nutidens samfund er godt ikke godt nok, hvis det ikke er perfekt. Du skal og bør være den bedste og selvom du så gør dit bedste er der altid nogen der er bedre. Både udseendemæssigt og fagligt.  Her burde det helt rationelle og klarttænkende menneske sige ” det er nok ikke lige noget for mig, jeg siger pænt nej tak”. - men det er klart lettere sagt end gjort.

Vi bliver hver evig eneste dag ubevidst mindet om, hvordan vi skal se ud og hvordan vi skal agere og vores samfund bliver i større og større grad dækket af et tykt, tyngede og i den grad kvælende tæppe, af perfektionisme og idealer. Især udseendet  er en stor del af begrebet ”perfekt”. Her igår da jeg var syg,  sad jeg med med en ret så normal og kedelig rugbrødsmad foran tv’et og så, for nok tyvende gang, en reklame for en mascara fra Loréal. Helt iorden at de reklamerer for deres mascara, men problemet er, at modellen både er redigeret, har falske øjenvipper og mindst 0,5 kg sort øjenskygge på - for gud forbyde da, at det skal se realistisk ud! Men vi køber det da, selfølgelig gør vi det! Og det er det mest skræmmende. Man ville da aldrig købe et produkt, hvor resultatet i reklamen bare ser nogenlunde realistisk ud, for så må det da godt nok være et ringe produkt? Vi er vant til at det skal se surrealistisk ud. Vi er vant til at folk, som i forvejen er smukke, er fotoredigerede og at hårmodeller har falskt perfekt hår på - for det andet er der da ikke nogen som gider at have?

Dette har vi fra vores omverden og i høj grad medierne,  fået proppet i hovederne siden vi er helt små, såvel piger som drenge. Jeg kan sagtens forstå den voldsomme stigning i depressionstilfælde og angst, eller hvorfor folk vælger at få plasticoperationer.

Selvom  jeg står fast og ved hvem jeg er, hopper jeg da naivt i med begge ben, når produkter indirekte proklamerer ting som;  ”drik-denne-her-juice-og-du-får-en-flot-bolig-og-en-modelmand-plus-et-lykkeligt-liv”. Det er da enormt svært med så meget pres fra omverdenen ikke at bukke under af fortvivlelse over, hvor lidt tid man har til at gøre alt perfekt  - måske man burde købe den juice? Det er blevet en refleks at kigge sig selv i spejlet når lejligheden byder sig, for at tjekke om alt er ”perfekt” - men det er det jo ikke. Man kan blive bange for, om man siger og gør de rigtige ting - om man er klog nok.

Man kan jo egentlig kun blive skuffet.

Derfor er det vigtigt at indse, at man simpelthen ikke kan være perfekt og leve op til disse surrealistiske idealer -  jo før jo bedre.

Da jeg lidt efter havde kigget andre billeder fra kataloget igennem, tænkte jeg for mig selv at de andre, ligesom mig, måske også ville skæve lidt til deres billeder, da jeg lagde mærke til at alle billederne var taget i præcis samme uflatterende lys. Helt slemt var mit billede så nok ikke alligevel når jeg tænker over det        - folk lægger sikkert ikke engang mærke til det, da de er travlt optaget med hvordan de selv ser ud og agerer.

Hvad er ”at leve”?

Man bruger typisk 4-7 timer i skolen om dagen. Oven i købet, kan man de fleste dage gå hjem og bruge en time eller to på lektier og afleveringer. Hvis man endda skal med en bus hjem, er der ikke mange timers fritid tilbage. Denne skoletid, for andre arbejdstid, kan man ikke sige bliver mindre i løbet af livet. Altså man har egentlig ikke særlig meget fritid i forhold til det man kan vælge at kalde obligatorisk tid.

Nogle ser det at gå i skole og på arbejde som en spændende ting, en ting hvor der er mulighed for at få nye kontakter og sociale relationer, og blive klogere.

Andre ser det som direkte tidsspild. Som at de har meget bedre ting at bruge deres tid på, og skolen eller arbejdet er obligatorisk og slavisk. Men hvad er definitionen på ”at leve” så?

Er ”at leve”, at gøre som man vil og tage tingene som de kommer? Eller er ”at leve”, at følge den vej som sikrer fremtiden, men som også er vejen der ikke altid er lige sjov?

I bund og grund lever vi jo alle. Der er bare forskellige opfattelser af måden, at gøre det på.

Jeg ved godt at det er meningen at ens forældre skal dø før en selv.
Nogle gange ville det bare være lettere hvis det skete hurtigt, altså døden. Men at forberede sig på ens forældres død, det virker da urimeligt.

Vi har kendt til at min far har kraft i 2 år nu. Der er folk som har ventet længere på døden end min far har. Jeg ved ikke om jeg misunder dem eller ej, man har jo alligevel håbet til at starte med. Jeg kan ikke sige at jeg er stolt over tanken, men det kan nogle gange virke befriende, at tænke på når den her tid engang er passeret. Tanken virker sikkert kun befriende fordi, at tanken om at vide, at på et tidspunkt vil jeg kunne komme vidre med mit liv. Fordi jeg ikke kender til det tab der efterfølgende vil være. Som uden tvivl vil være meget værre end hvordan jeg har det nu. Og hvordan vil jeg kunne forsætte mit liv uden den her person i mit liv, en der havde og stadig har så stor indflydelse på hvordan jeg er.
Mit største ønske er jo at jeg overhovedet ikke ville være i den her situation.

Det er svært at være tilskuer, at se hvordan livet bliver mere og mere surt, og så går der ikke lang tid før at livsglæden bare ikke er der mere. For mig er det vigtig ikke at vise at jeg er ked af det, at holde humøret højt. Det er ikke let. Jeg vil ikke være svag, eller det vil jeg ikke have at min far skal tro. Det kan være at det virker åndsvagt, men det er vigtigt for min far at vi ikke er kede af det, det tror jeg i hvert fald. Og det er jo ikke mig der har det værst, det er ikke mig der skal dø.

Han var min helt, men han er bare ikke den samme mand mere. Selvfølgelig elsker jeg ham alligevel, men det er jo ikke normalt at skulle hjælpe ens far med alt, de mest simple ting som at gå. Derfor sidder min far i sofaen hele dagen, og når han så gerne vil ligge ned, bliver man nødt til at løfte hans ben derop, nu når han ikke selv kan.

Noget af det der går mig allermest på er, at min bror og far hele tiden snakker som at han har alverdens tid tilbage at leve i. Min bror importerer medicin fra USA, og snakker hele tiden om at nu skal vores far nok blive rask. Om at alt nok skal gå, hvor rart det bliver når det her overstået, selvom at vi har snakket med sygeplejersken om at min far sandsynligvis kun lever denne måned ud. Jeg er ikke sikker på om min far forstår at det er nu eller aldrig, om han får sagt og gjort de sidste ting han vil.
Her den anden dag fik vi endelig spurgt ham om hvordan han ville begraves. Da jeg havde fået svar spurgte jeg om han ikke syntes det var på tide at han skulle se sin familie i Frankrig, hvortil han svarede: ja de kommer jo til januar. Hvordan siger man til sin far at han ikke lever til den tid, hvad skal man svare på dette? Det eneste jeg kunne sige var: ej hvor hyggeligt.

En ven i hånden er bedre end ti på facebook

I min efterårsferie var jeg i Tivoli, hvor jeg så et billede med to tændstiksmænd der holder hinanden i hånden med teksten ”En ven i hånden, er bedre end ti på facebook”. Det er måske ikke verdens dybeste citat, men det fik mig alligevel til at tænke over det med venner.

Jeg har 325 venner på facebook lige nu, men hvor mange af dem er faktisk mine venner? Det er ikke vildt mange. Langt over halvdelen er faktisk bare bekendte jeg ikke engang hilser på. Nogen vil jeg ikke engang sætte under betegnelsen ’bekendte’, for jeg ved faktisk overhovedet ikke hvem de er. Min eneste viden om nogen af dem er, at de gik en årgang under mig i folkeskolen, eller at jeg har snakket kort med dem engang til en bytur. Nogen har jeg aldrig snakket med, og det er heller ikke min intension at begynde på det. Det er faktisk ikke relevant for mig at kunne se alle deres opdateringer, men jeg sletter dem alligevel ikke. Det er ikke fordi, jeg ikke selv laver opdateringer og lægger billeder ud, som alle kan se, og jeg bruger også ’synes-godt-om’-knappen til mange af andres ting. Men hver gang jeg ’synes godt om’ noget, eller lægger billeder ud, tænker jeg ikke over hvor mange af mine ’venner’, der faktisk kan se det, og hvor personligt noget af det måske kan være.

Hvor mange af mine nuværende ’venner’ snakker jeg med om 5 år? Om 10 år? Jeg kunne i hvert fald slette halvdelen af mine ’venner’, som jeg med sikkerhed ved, at jeg aldrig kommer til at snakke med. Nogen ser det som et tegn på at være populær at have mange ’venner’. Jeg ved ikke helt selv hvad jeg mener om det. Jeg synes ikke man kan måle noget i, hvor mange ’venner’ man har på facebook.

Som citatet siger, er det vigtigt at have rigtige venner. Dem som fortæller en tingene face-to-face, og ikke dem hvor man kun ved hvad der sker i deres liv via deres opdateringer på facebook. Det er vigtigt at man har ’rigtige’ venskaber, og ikke lever sit sociale liv over internettet. Så selvom min søster grinede lidt af mig og sagde, lettere ironisk, at det var dybe ord, så har de en hvis sandhed, for du kan have nok så mange venner på facebook, men det betyder ikke at man er venner. De rigtige venner er dem du deler hverdagen med, de gode og de dårlige stunder, medgang og modgang.

Ungdom og så resten

 

Det går mig altid en lille smule på når jeg hører folk sige at man skal nyde sin ungdom, da det vil være den lykkeligste tid i hele ens liv. Det kan sagtens være at jeg misfortolker det, men for mig har det altid lydt som en mildere version af ’det går alt sammen nedad bakke herfra’.

Jeg har selvfølgelig ikke nogen anelse om hvordan det er at være voksen og fuldkommen selvstændig, og mit mest traumatiske møde med alderdommen har sikkert været da jeg skulle vinke farvel til min (højtelskede) sut ved suttetræet da jeg nu var blevet for gammel til den. Men på trods af min mangel på reel erfaring føler jeg stadig, at vokse op er noget man sagtens kan se frem til.

En ting jeg har bemærket er at vi som et samfund generelt egentlig lægger utroligt meget fokus på ungdom. Som børn havde vi travlt med at vokse op, og som voksne ser man folk ty til flere og flere ekstremer for at forblive unge. Hvordan man så opfatter ungdom kan variere meget fra person til person, nogle opfatter det måske som en ren æstetisk ting man kan opnå gennem hudplejeprodukter og mirakelsalver, mens andre muligvis husker tilbage på det som en tid på ungdommen som en tid uden fuld af sjov og uden nogle bekymringer. Egentlig synes jeg selv at jeg er temmelig god til at bekymre mig, måske er jeg endda en af de bedste jeg kender til det. Dog ville de bekymringer jeg har nu nok ikke ryste et menneske der skal forsørge sin familie og skifte bleer på daglig basis.

Man kan vel sige at der hører både positive og negative aspekter med til hver aldersgruppe. Som helt små havde vi ikke rigtigt noget at tage ansvar for, men meget begrænset frihed, som unge har vi mere frihed end før, men samtidig også flere ting at stå til ansvar for, og som voksne har vi meget frihed men samtidig også meget ansvar(som ældre er det næsten det samme, bare med ondt i ryggen).

Der vil sikkert altid være problemer i livet, nogle har det meget lettere end andre, men jeg håber vi alle sammen kan se frem til fremtiden. Der er simpelthen så mange spændende muligheder for hvad der kan ske i fremtiden. Måske vil vi en dag i vores levetid have mennesker på Mars, Måske vil vi endelig have fået styr på verdensøkonomien, måske endda vil pæren til projektoren være blevet skiftet i lokale 603 (måske). De ting som jeg er elendig til i dag, vil jeg måske i fremtiden være middelmådig til, eller måske endda god! Måske vil jeg kunne være i stand til at stå på ski uden at være til fare for alle andre på løjpen, måske vil jeg kunne tegne Cirkler ligesom Michael, og måske vil jeg kunne sætte kommaer på korrekt vis.  Fantasien sætter ingen grænser.

What’s in it for me me me?

Jeg kommer hjem fra skole, sætter mig ned og tænder min computer, af ren vane gå jeg et smut på facebook. Jeg skal bare lige tjekke, hvor mange likes min seneste status opdatering har fået. Fjernsynet kører allerede og et reality show fanger min opmærksomhed, en flok unge flotte mennesker render rundt i badetøj og dyster imod hinanden. Efter et par timer med lektier, tv og facebook, skal jeg spise aftensmad. Jeg har fået karaktere samme dag og mine forældre spørger ivrigt indtil dem, samt hvordan min dag er gået og om jeg nu har fået lavet mine lektier.

Jeg og andre unge i Danmark lever i en kultur, hvor vi høj grad bliver opfordret til at gøre noget for os selv og sørge for, at vi har styr på vores eget liv. Når vi kommer hjem fra skole, bliver vi ofte spurgt: ”Hvordan er det gået for dig i skolen? ”og aldrig ”Har du gjort noget godt for nogle andre i dag?” Der er ofte kun fokus på, at lige netop du bliver dygtig og at du får gode karaktere og du kommer ind på den uddannelse du drømmer om osv. Vi bliver opdraget til at være os selv nærmest, og derfor overser vi værdien i at gøre en forskel for andre end os selv.

Vi har nok alle en lille drøm om at gøre en forskel, hvem vil ikke huskes som et godt menneske, det vil jeg i hvert fald gerne. Jeg vil gerne efterlade et spor. Nu er det ikke fordi, jeg har en ambition om at skabe fred i verden eller finde en kur mod kraft. Jeg vil heller ikke donere en masse penge til velgørenhed. Men bare det at sætte andre før mig selv engang imellem, kan være med til at gøre en forskel.  Men hvorfor skulle jeg også hjælpe andre, når jeg har rigeligt at se til selv, Hvorfor skulle jeg samle ind til nogle børn, jeg  ikke kender langt væk, eller træne små drenge på det lokale fodboldhold, når jeg har 5 afleveringer, der skal laves og søvn der skal indhentes? I øvrigt tjener jeg heller ingen penge på det.

Jeg tror, at vi skal ture bevæge os ud af vores egen komfort zone og ikke altid spørge os selv: ”What’s in it for me?” og i stedet stille os selv spørgsmålene: ”Hvordan kan jeg gøre en forskel, og hvordan kan jeg sætte positive spor i andres liv?”

Min afdøde Mormor så engang en bil, hvori en lille familie sad. Moren og faren sad på forsædet og skændtes, da faren begyndte at tæve moren, imens børnene sad bagi og kiggede på.  Da gik min mormor hen til bilen, som holdt på den anden side af gaden. Hun åbnede døren og sagde til moren og børnene, at de skulle stige ud ad bilen og bad derefter faren om at forsvinde. Derefter tog hun de stakkels børn og moren med sig hjem. Over en kop kaffe, fik de snakket ud om hændelsen, og det vidste sig, at volden havde forgået over en længere periode, men at moren ikke havde ture gøre noget ved det. Efter dette fik hun taget sig sammen til at anmelde sin mand og genopbygge et ordenligt liv for hende og hendes børn.  Dette er selvfølgelig en kort version af historien, og der er sikkert en masse detaljer, jeg ikke har med. Men det gør ikke min pointe med historien mindre klar. Min mormor gjorde en forskel, hun var uselvisk og tænkte ikke: ”Hvad får jeg ud af det”. Hun gjorde det bare, hvor mange andre ville ”blande sig uden om”, som vi har tendens til at bruge som undskyldning for ikke at handle og gribe ind. Jeg syntes, vi skylder hinanden og os selv at gøre os umage og gøre en forskel. 

Flyt fokus fra facebook og trods konkurrenceræset, se de mennesker der er omkring dig, vær nærværende og søg efter mulighederne for at gøre en forskel. Hvis vi alle blev lidt bedre til det , kan vi måske ændre Whats in it for me-kultuen til en How can I make a different kultur. Som jeg tror, vi i sidste ende nok alle sammen ville have mere glæde af.