Tiden læger alle sår

Spindet breder sig
langsomt, men støt
Det snor sine strenge,
sine klistrede, klæbrige strenge
snor, snor, snor sig rundt i mit hoved
forurener mig med falskhed
Et frø blev plantet, et lille uskyldigt frø
dét frø, der voksede
voksede opad, nedad, indad, udad
voksede sig stort, så uoverskueligt stort
blev til et spind
Det ødelægger mit hoved
ødelægger, hærger
får det til at tænke de underligste tanker
syge tanker, misundelige tanker
Stadig
det ødelægger stadig mit hoved
for frøet voksede, spindet krøb frem
og spindet er ustoppeligt
Vokser og snor, vokser og snor
hele tiden
Spindet spinder stadig.

Spinder breder sig,
langsomt, men støt
Det snor sine strenge,
sine bløde, kærtegnende strenge
snor, snor, snor sig rundt i mit hoved
omfavner mig med ømhed
Et frø blev plantet, et lille uskyldigt frø
dét frø, der voksede
voksede opad, nedad, indad, udad
voksede sig stort, så uoverskueligt stort
blev til et spind
Det overtager mit hoved
erobrer, overvinder
får det til at tænke de vidunderligste tanker
gode tanker, fantastiske tanker
Stadig
det erobrer stadig mit hoved
for frøet voksede, spindet vandt frem
og spindet er ustoppeligt
Vokser og snor, vokser og snor
hele tiden
Spindet spinder stadig.

En beretning om tidsspild

”Du skal møde til Forsvarets Dag den 23. Oktober 2013, kl. 08:00 præcis.” stod der øverst med fed skrift i mit indkaldelsesbrev, hurtigt efterfulgt af trusler med bøde eller fængsel hvis jeg vovede at udeblive.

Mit dræbende vækkeur som jeg ikke længere kan kaste med fordi det har kostet flere tusinde kroner og kan holde mig opdateret om livsnødvendig viden som f.eks. hvad mine bekendte har fået til aftensmad, var endnu mere dræbende onsdag morgen d. 23 oktober kl. 04:50, velvidende at  jeg senere, kun iklædt underbukser, skulle udstilles for en læge der har set alt for mange 18 årige drenge i underbukser.

Kasernen jeg skulle møde op på ligger i Slagelse, så jeg begyndte hurtigt en mental forberedelse på at tilbringe fire og en halv time med min ærkefjende offentlig transport. Jeg havde tjekket rejseplanen utallige gange i forvejen og kl. 5:43 stod jeg på bus 660R fra Nyråd. Jeg viste den, hos buschauffører og togkonduktører, velkendte blå billet der skulle fragte mig til og fra session på forsvarets regning.
Der var noget fredsfyldt ved følelsen af at være stået op i mørket før resten af Danmark. Den følelse forsvandt dog hurtigt da jeg nåede Vordingborg station, hvor pendlere havde invaderet perronen.

I toget fandt jeg mine høretelefoner frem mens jeg kørte mod Ringsted. Normalt finder jeg det stærkt beroligende at sidde i toget med musik i ørerne og kigge ud på marker og skov, men der var intet at se i mørket og jeg måtte anstrenge mig for ikke at lukke øjnene i frygt for at falde i søvn.
Efter hvad der føltes som hundrede år og en madpakke nåede jeg Slagelse station, og da jeg ikke havde nogen anelse om hvor bussen jeg skulle med holdte, forsøgte jeg desperat at følge efter en mand i militæruniform som bevægede sig målrettet og alt for hurtigt i mylderet. Som jeg havde håbet, skulle han med samme bus som jeg, og jeg satte mig tilrette blandt en masse andre unge der ligesom jeg lignede nogen der havde været alt for tidligt oppe.
Det var stadig mørkt da buschaufføren stoppede foran kasernen hvor der stod en belyst tank ud til vejen. Vi gik otte drenge samlet mod indgangen uden at sige ord. Vi fulgte de store skilte på væggene i bygningen og fandt vej hen til opholdslokalet vi skulle møde op i. Lige som vi havde sat os til rette i de elendige IKEA stole kom en ung mand i uniform ind og bad os følge med ud på gangen og stilles os på en række langs væggen. Han råbte informationer om hvordan de næste to timer skulle foregå og igen var informationen efterfulgt af trusler om hvad konsekvenserne af snyd i prøverne ville være. En efter en fik vi tildelt et nummer og gik ind i det spritnye klasselokalet med to mands borde opdelt af en plade i midten. De næste to timer forløb præcis som han havde råbt det på gangen uden nogen former for afvigelser fra planen eller mulighed for at stille spørgsmål.
Efter en række film der alle fejlede i at være sjove eller spændende efterfulgt af en lang intelligenstest der fik mig til at føle mig dummere end nogensinde, var det tid til det berygtede lægetjek. Jeg blev beordret ind i et lille og koldt omklædningsrum  med en bænk, et spejl og en dør i hver side. Der sad jeg så i 10 minutter i underbukser og ventede på at døren skulle gå op til den anden side til noget der lød som en lidt for ivrig kvindelig læge i færd med at tjekke en anden dreng. Og rigtigt nok, det var en kvinde der åbnede døren og bad mig træde indenfor. Selve undersøgelsen foregik ved at jeg som en robot blev tjekket for større fejl eller mangler og at hun skulle stå så tæt på mig at hun nærmest ikke havde brug for et stetoskop for at lytte til mit hjerte. Men det korte og det lange var at jeg blev erklæret egnet. Hurtigt på med tøjet igen.

Selve lodtrækningen var jeg ikke nervøs for. For det første havde jeg ikke noget problem med at blive militær nægter og for det andet var chancen for at jeg ikke trak frinummer lige så lille som min chance for at score 12 i en tyskprøve.
Det foregik på bedste manér ved at trække et nummer fra en rød tromle på vejlederens skrivebord. Men jeg trak ikke frinummer.
Jeg trak et nummer inden for det åndsvage interval de kalder for ’måske-numre’ som stort set er det samme som et frinummer.
Der var 36.000 numre i alt hvoraf 4000 var måske-numre og resten frinumre. Hvert år har de plads til ca. 5000 nye danskere i forsvaret og hvert år er der over 7000 frivillige ansøgere. Så selvom jeg ikke trak frinummer, forsikrede vejlederen mig at der skulle ske et mirakel hvis jeg blev indkaldt til værnepligt.

Man kan diskutere meget om hvorfor vi bør bevare eller afskaffe værnepligt, men dette var blot en beretning om tidsspild.

Jeg har en afhængighed. En ting som jeg hver eneste dag bruger tid på, en ting som ville få mig til at gå i panik hvis det ophørte med at eksistere lige pludselig. Det kan få mig op og flyve i ren og skær eufori, og ligeså højt det kan få mig op og flyve ligeså rasende og trist kan det gøre mig. Det kan på 90 minutter få dig til at gennemleve hele dit følelsesregister, og fra august til maj optager det konstant mindst 25 % af min daglige tankestrøm. Men i forhold til andre euforiske stoffer er der ikke endnu dokumenteret at brugere af dette stof har fået varige mén.

Som nogen nok har gættet snakker jeg om fodbold, en sport som i århundreder har samlet og underholdt folkeslag og som flere steder i verdenen bliver brugt som et middel mod kriminalitet og til at holde unge fra gaden.

Jeg er udmærket klar over at min passion for mange vil virke lige i overkanten og nogen vil fuldstændig kunne sætte sig ind i hvad jeg mener. Og jeg har en svag ide om at den del af befolkningen der er uenig har to X-kromosomer. Og det er ikke for at prøve at få jer til at se fodbold, men derimod en anmodning om at forstå at når vi råber af Tv’et fordi Rommedahl laver selvmål, så er det vores hormoner så vil i ikke være søde at bare ignorere det og lade os råbe os hæse.

Som den legendariske Liverpool træner Bill Shankly så korrekt sage.

”Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget vigtigere end det”

Av min mave

 

Du snapper efter vejret og falder ned på knæ, det føles som om at alle dine muskler i din mave spænder på samme tid og kvaser dine indre organer, det føles som om du er ved at dø, men det eneste du kan er at grine. Det gør vildt ondt og du forstår ikke hvorfor du bliver ved med at grine, selvom du får så mange smerter, men du kan ikke stoppe. Du glemmer alting omkring dig, du smider alle hæmninger og lader bare lattermusklerne gøre deres arbejde.
Jeg elsker det! Jeg vil med glæde give mine organer op for at få et kæmpe grineflip. Det er så dejligt og befriende, der findes ikke noget bedre.

Især når man kommer til at grine af noget som overhovedet ikke er sjovt. Sådan har jeg det rigtig tit. F.eks. er det ikke særlig længe siden, at jeg begyndte at grine helt vildt over den her joke som Kemme fortalte mig:

”Hvad er ligheden mellem en papegøje og en brødrister? 

- De er begge to lavet af metal, bortset fra papegøjen.”

Hold kæft hvor jeg grinte, men det er vildt mærkeligt at jeg gjorde det, for den er så mærkelig og heller ikke specielt sjov når man tænker over det. Man begynder ofte at grine hvis man bliver lidt forskrækket eller overrasket, så der eneste man åbenbart skal gøre for at få mig til at grine er at fortælle en joke, der ikke rigtig giver nogen mening. Nu har jeg også en rigtig dårlig humor, men alligevel..

Det kan også være, at du har taget dig selv i præcis det omvendte. Altså at du f.eks. skriver ”lol” på sms og faktisk synes, at det personen skrev til dig var lidt sjovt, men du bevægede ikke ansigtet en eneste millimeter. Hvordan kan det være? Er det fordi du er alene så du ikke behøver at virke underholdende for menneskerne omkring dig? Eller er det fordi, at der ikke er nogen, som kan komme hen og se hvad det er du griner af?

Der findes helt vildt mange forskellige slags jokes, vendinger, ordsprog og andre ting som vi synes er sjove i alle mulige slags kategorier. F.eks. perverse jokes, Alle børnene-vittigheder, blondine jokes, århusianer-vittigheder osv. Det kommer selvfølgelig an på hvem man er, om man godt kan lide en joke som f.eks. ”hellere tre stjerne på salamien, end tre salamier i stjernen”, eller om man er mere til ”alle børnene stoppede ved skrænten, undtagen Finn, han var blind.”, men uanset hvad, så findes der nogle jokes i verden som man helt sikkert kan komme til at grine af.

Det er helt vildt sundt at grine. Man får bedre søvn, bedre immunforsvar, det er godt mod stress, lungekapaciteten bliver større og det hjælper også psykisk, altså med f.eks. depressioner. Selv hvis man griner ”falsk” hjælper det. Der findes faktisk nogle kurser rundt omkring i landet, som man kan melde sig ind i, hvor man så kan lære at grine falsk. Så står der en gruppe mennesker i en lille rundkreds og tæller ned 3..2..1.. Grin! Også griner de i en hel time af ingenting overhovedet. Det er nok sjovere at grine af dem end med dem.

Mænd er sjovere end kvinder, og sådan er det bare. Det sjove er, at det faktisk er rigtigt. Der er blevet lavet en undersøgelse der viser, at både mænd og kvinder synes, at mænd er de sjoveste. Ville bare lige nævne det J